Seneste nyt

Sebastian Olsen: Viser at vi har udviklet os

af

Målmand Sebastian Olsen stod en flot kamp og holdt målet rent i dagens 2-0-sejr over Hvidovre, som han mener viser, hvor meget holdet har udviklet sig.

Ikke siden 2003 havde Nykøbing FC taget en sejr i Hvidovre. Den statistik blev ændret søndag eftermiddag, da det blev til en 2-0-sejr.

Sejren lunede ifølge Sebastian Olsen.

– Det er en rigtig dejlig sejr. Vi kommer fra et nederlag og en uafgjort, så den luner selvfølgelig ekstra godt med tre point. Det er en helt sindssyg vigtig sejr for os, fortæller Sebastian Olsen inden, at han roser sin defensiv.

– Jeg synes, at vi står rigtig godt i defensiven. Der er selvfølgelig nogle løse bolde hist og her, der falder ned til dem, men det er nok svært at undgå. Alt i alt synes jeg, at vi håndterer dem rigtig godt, og jeg er meget tilfreds med den defensive indsats. Det betyder alt, at vi holder nullet igen.

Kampen blev spillet på en svær bane mod et fysisk stærkt Hvidovre-mandskab. Kampen blev derfor i perioder på hjemmeholdets præmisser, og at NFC alligevel formåede at tage alle tre point med hjem viser ifølge målmanden, hvor meget holdet har udviklet sig.

– Det er stor klasse, at vi formår at tage alle tre point med hjem på trods af, at det lidt af en kamp på deres præmisser med stor fysik på en svær bane. Det viser, hvordan vi har udviklet os som hold. Tidligere kunne vi godt blive kyst i sådan en kamp, men det gør vi bare ikke længere, slutter en tydeligt glad målmand.

Næste opgave for Nykøbing FC er næste søndag, hvor Silkeborg IF kommer på besøg i CM Arena.