Nykøbing FC har NordicBet Ligaens bedste defensiv, men målmand Sebastian Olsen vil gøre det endnu bedre i de bagerste rækker.
Med otte clean sheets og blot 23 indkasserede mål i 22 kampe, står Nykøbing FC noteret for den klart bedste defensiv i NordicBet Ligaen.
I de seneste to kampe, er der dog røget et mål pr. kamp ind bag Sebastian Olsen i målet, og selvom det ikke lyder af meget, så er det en tendens, som Sebastian Olsen vil vende hurtigt.
– Generelt står vi rigtig godt i defensiven, og at vi har rækkens bedste forsvar taler også for sig selv. Vi er blevet utrolige stabile i bagkæden, og vi spiller med en så stor selvtillid, at vi altid tror på, at vi kan gøre livet lettere for offensiven ved at holde nullet nede bagved, siger Sebastian Olsen inden, at han fortsætter.
– Når det er sagt, så har vi lukket mål ind i de seneste to kampe, og det skal stoppe på søndag. Jeg synes lidt, at både HB Køge og Lyngby fik et dumt og unødvendigt mål, der kom efter småfejl i defensiven, og de skal elimineres mod Fredericia.
FC Fredericia indtager pt. femtepladsen – ét point bag Nykøbing FC, hvorfor begge hold kæmper for komme i top tre.
Nykøbing FC-målmanden spår en god og underholdende kamp mellem to offensive mandskaber.
– Det er to hold, der gerne vil ud over stepperne, og som spiller flot offensiv fodbold. Kampen er rigtig vigtig, og vi vil gøre alt for at tage alle tre point med hjem fra Jylland, så vi kan presse på for at komme tilbage i top-tre, slutter han.
Der er kickoff i Monjasa Park søndag kl. 13:45, og hvis ikke du kan være til stede, kan du følge kampen på vores Facebookside via vores Beierholm-liveopdatering.