Sebastian Koch er pt. udlejet til B93 i 2. division, og her oplever han stor succes.
Fra årsskiftet blev Sebastian Koch udlejet fra Nykøbing FC til den københavnske traditionsklub, B93, der frister en tilværelse i 2. division.
Her har Sebastian Koch fået masser af velfortjent spilletid, og det med stor succes til følge. Sebastian Koch glæder sig da også over sit lejeophold.
– De seneste måneder har været virkelig spændende, ikke kun som fodboldspiller men også personligt. Det at skifte fra en klub, hvor man har været hele sit liv er en stor omvæltning. Ikke kun fordi man skal lære nye holdkammerater at kende, men også fordi, man skal vende sig til de nye omgivelser og mange nye folk omkring holdet. Jeg har kun positive ting at sige om alt dette i B93. Det er en fornøjelse at være en del af klubben samt holdet, og jeg har fået knyttet nogle rigtig gode bånd til både spillere, trænere og alle omkring holdet. Det er nogle fantastiske mennesker at arbejde med til dagligt, siger en glad Sebastian Koch.
På banen har Sebastian Koch fået markeret sig flot med hele tre mål og tre assists i fem kampe, og det er noget, der gør godt for selvtilliden for den lynhurtige kantspiller.
– Det er klart, at tre mål og tre assist i fem kampe virkelig gør noget for selvtilliden. Jeg føler, at jeg udvikler mig meget på nogle parameter, som jeg måske hidtil ikke har fået vist nok af i Nykøbing. Samtidig er jeg faldet rigtig godt til, og jeg føler mig som en vigtig del af holdet. Det er bare fedt at kunne bidrage med mine spidskompetencer og se, at det giver resultater.
– Som hold har vi også haft en rigtig god start på foråret, og vi har nået de mål, vi satte os. Vi satsede på at komme i oprykningsspillet, og det formåede vi med en flot fjerdeplads – så der er rigtig god stemning omkring klubben i øjeblikket, fortæller Koch.
Lejeaftale den rette beslutning
Springet fra 1. division til 2. division var i vinter ikke helt lige til for den talentfulde kantspiller. Her en lille håndfuld måneder senere, har Sebastian Koch dog ikke fortrudt lejeaftalen et eneste sekund.
– Jeg var muligvis en smule skeptisk ved at skulle skifte til et 2. divisions-hold, men det har været den helt rigtige beslutning. Konstant spilletid er alfaomega, og der kan man mærke, at man skaber sig erfaringer, som man ikke kan skabe til træning. Jeg har truffet den helt rigtige beslutning ved at tage til B93. Claus Jensen og jeg snakkede meget frem og tilbage med dem inden, og det positive indtryk de gav, har levet fuldstændig op til alle mine forventninger. Jeg kan ikke ønske mig det bedre.
Da Sebastian Koch besluttede sig for, at en udlejning til B93 var en god løsning, var det samtidig et midlertidigt farvel til Nykøbing FC’s stærke træningsmiljø. Selvom træningsniveauet i NFC er noget specielt, glæder Koch sig over miljøet i B93.
– Jeg er rigtig glad for træningsmiljøet i B93. Vi har et rigtig godt sammenhold og humør i omklædningsrummet. Samtidig kan vi ligge det på hylden, når vi går ud og smadrer igennem til interval og stadig gå ind og klappe hinanden på skulderen i badet efterfølgende. Selvtræning er også nogle ting, vi får gjort en del, og det er noget jeg tror meget på ift. udviklingen af ens individuelle kvaliteter. Vi er jo et meget ungt hold med en masse unge spillere, der gerne vil vise sig frem, så der er også er en sund konkurrence på holdet. Det er en kæmpe fornøjelse at være en del af, siger Koch inden, at han kommer til at reflektere over den store udvikling, der er sket i Nykøbing FC.
– Det er klart, at træningsmiljøet i Nykøbing FC er et andet sted ift. i B93, men det er sundt og vigtigt at gå ned i niveau, så længe man stadig bliver udfordret og udvikler sig i den rigtige retning. Det giver også lidt en indikation af, hvor meget og hvor hurtigt NFC træningsmiljø har rykket sig i forhold til, at vi selv var der for nogle få år siden, slutter Koch.