Brian Rasmussen og resten af det nye trænerteam har bragt et endnu mere offensivt udtryk med sig, og det er et udtryk, som fansene i høj grad kan hjælpe med at gøre til en succes.
I morgen starter sæsonen, når vi hjemme i egen hule tager imod HB Køge. Kampen er den første officielle med Brian Rasmussen og det nye trænerteam i trænersædet, og publikum kan godt begynde at glæde sig til et modigt NFC-hold med underholdning og offensivt fodbold for øje.
Cheftræner Brian Rasmussen glæder sig til at spille foran egne fans, og håber samtidig, at folk i CM Arena vil være med til at blæse modstanderen hjem uden point.
– Vores spillestil er baseret på en filosofi om, at offensivt og teknisk fodbold nu engang er det mest underholdende for fansene. Vi vil ikke grave os ned og snige en 1-0-sejr hjem efter en dødbold – vi vil langt hellere være modige, presse højt, spille hurtigt og give vores fans noget at blive begejstrede over.
– Det er vigtigt for vores meget energiske spillestil, at folk på stadion lever med. Det er med til at give spillerne den ekstra gnist, der potentielt kan udmønte sig i et ekstra hårdt pres, en vunden duel og en chance skabt foran mål. Uanset om det er en teknisk detalje eller et vellykket højt pres, så er tilråb og klapsalver med til at gøre os bedre. Vi er en enhed i CM Arena, og vi lykkes allerbedst sammen, siger cheftræneren.
Sommeropstarten har været god for Nykøbing FC, og der har været arbejdsro til at få indarbejdet nogle af de nye idéer som trænerteamet har ville lægge på NFC-stilen.
Cheftræneren glæder sig mildest talt til, at der nu inden længe igen er point på spil.
– Opstarten har været rigtig fin, men nu glæder både jeg og truppen os til at komme ud og spille nogle kampe, hvor der virkelig er noget på spil. Vi har en urokkelig tro på egne evner, vi ved, hvad vi står for og vi kan bare ikke vente med at komme ud på CM Arenas flotte græstæppe og spille foran egne fans, slutter Brian Rasmussen.
Det er i morgen klokken 14:00, at der er kickoff hjemme i CM Arena mod HB Køge.