
Cheftræner Brian Rasmussen vil se sit hold fortsætte de flotte takter fra sidste weekend, og det skal blandt andet ske gennem stort mod.
Der var stor tilfredshed at spore hos Brian Rasmussen og resten af trænerteamet efter sidste weekends 3-1-sejr hjemme mod HB Køge.
Det er takter, der skal følges op i morgen, når Vejle venter på udebane.
– Vi tager til Vejle med en sund respekt for dem. De er et godt hold, og har uden tvivl nogle kompetencer, der berettiger dem til at være en af oprykningsfavoritterne. Når det er sagt, så tror vi samtidig utrolig meget på os selv, og det vi står for, siger cheftræneren inden, at han fortsætter.
– Mod HB Køge lykkedes vi i dele af kampen med de ting, der kendetegner NFC-stilen, og de takter skal vi gå efter at fortsætte. Vi skal være modige, turde spille vores eget spil og ikke lade os kue spor af, at vi spiller på en af rækkens større adresser.
Vejle er nedrykkere fra Superligaen og er i sagens natur en af favoritterne til at tage sig af NordicBet Ligaens eneste oprykningsplads i denne sæson. Brian Rasmussen understreger dog, at han og truppen udelukkende finder begejstring i at skulle spille på en af rækkens svære udebaner.
– Vi glæder os rigtig meget til den her kamp. Vejle er en af de større adresser her i NordicBet Ligaen, og det er altid sjovt at spille kampe foran et tændt stadion. Vi bliver drevet af energien på stadion, og den er jeg sikker på, at der vil være dejligt meget af i morgen, slutter cheftræneren.
Der er kampstart klokken 15:00, og du kan vanen tro følge kampen via vores Beierholm-liveopdatering på Facebook.