Nykøbing FC kan med stor stolthed præsentere Primagruppen som ny hovedpartner. Et partnerskab, der markerer et markant skridt fremad for klubben og som bygger på fælles værdier om fællesskab, ansvar og engagement i lokalsamfundet.

Primagruppen, der også tæller virksomhederne Primatag, Tømrerfirmaet Stoffregen, Sonny VVS og Pooleksperten, træder ind i hovedpartnerrollen med et klart ønske om at gøre en forskel – både på og uden for banen.

Direktør i Primagruppen, Michael Nielsen, sætter ord på bevæggrundene for det omfattende engagement.

– For os er det vigtigt at vi indgår i relationer, der deler samme værdisæt som Primagruppen. Derfor vil vi gerne bidrage til en klub og et fællesskab, der gør noget ekstraordinært for vores lokalsamfund, siger Michael Nielsen.

Et centralt element i beslutningen har været klubbens arbejde med NFC Samfund, som har gjort et stort indtryk på Primagruppen.

– Der er ingen tvivl om, at NFC Samfund har været en væsentlig årsag til, at vi har ønsket at engagere os så markant. Det arbejde, der bliver lavet her, matcher fuldstændig vores værdier, forklarer Michael Nielsen.

Samtidig peger Michael Nielsen på, at fodbolden i og omkring Nykøbing FC fortsat udvikler sig positivt – også uden for kridtstregerne.

Et stærkt fokus på det sociale ansvar

Primagruppens engagement hænger tæt sammen med virksomhedens tydelige ESG-profil, hvor særligt det sociale ansvar – S’et – fylder meget. Gruppen har blandt andet modtaget CSR People Prize Award og arbejder tæt sammen med kommunen gennem Ungegarantien i et stærkt samarbejde med Jobcenteret.

Et konkret eksempel er Primagruppens eget tagdækningsakademi, hvor unge gennem et 12-ugers forløb kombinerer teori og praksis. Her undervises de af en erfaren tagdækker, der fungerer som lærer, inden de unge enten ansættes og fortsætter deres udvikling eller går videre i lære.

Et partnerskab med fælles værdier

Hos Nykøbing FC er der stor glæde over aftalen, som ikke blot styrker klubbens kommercielle fundament, men også understreger klubbens rolle som aktiv medspiller i lokalsamfundet.

Fodbolddirektør Claus Jensen udtaler:

– Primagruppen er en hovedpartner, der matcher Nykøbing FC på værdierne. De har et oprigtigt ønske om at tage ansvar og bidrage til lokalsamfundet, præcis som vi arbejder målrettet med gennem NFC Samfund. Når en virksomhed med så tydelig en social profil vælger at engagere sig hos os, er det en stor anerkendelse af det arbejde, vi laver både på og uden for banen, siger Claus Jensen og fortsætter:

– Samtidig er det et stærkt signal om, at den udvikling, vi har skabt omkring klubben og partnernetværket, bliver bemærket. Vi har løftet niveauet markant, og det gør Nykøbing FC til et attraktivt sted at være – både sportsligt og kommercielt. Derfor er vi enormt stolte over at byde Primagruppen velkommen som ny hovedpartner, slutter Claus Jensen.

Med Primagruppen som ny hovedpartner står Nykøbing FC stærkere end nogensinde – båret af fælles ambitioner, ansvarlighed og ønsket om at gøre en reel forskel.

#SuccesSkabesSammen