Seneste nyt

Pokal-exit: Smalt nederlag til Vejle

af

Superliga-mandskabet Vejle BK blev en for stor mundfuld for Nykøbing FC, hvorfor 3. runde blev endestationen i årets pokalturnering efter et smalt 2-1-nederlag.

Der var lagt op til pokalbrag, da Vejle onsdag gæstede CM Arena i Sydbank Pokalens 3. runde.

CM Arena emmede da også af pokalstemning, og de 850 fremmødte tilskuere fik også underholdende og jævnbyrdig kamp.

Nykøbing FC startede godt ud, da et højt genpres overraskede Vejle og Jordan Wilson lagde et indlæg ind mod Emil Holten, der dog akkurat headede over mål.

Kort efter ville Jordan Wilson selv tage chancen mod mål, men hans tørre og flade afslutning gik i armene på Vejle-målmanden.

Efter en rigtig god NFC-indledning kom Vejle bedre med i opgøret, og det meste af tiden gik nu med, at Vejle holdt bolden i egne rækker. Farlige formåede gæsterne dog i denne fase af opgøret ikke for alvor at blive.

Det gjorde de til gengæld efter små 24 minutter. Et skidt NFC-clearing førte til, at holdet fra Nørreskoven fastholdte et angreb omkring Thomas Villadsens felt, og så kunne den tidligere Brøndby-angriber Gustaf Nilsson trække ind fra venstre og flot sparke bolden op i det lange hjørne.

Føringsmålet gav dog Nykøbing FC nyt momentum og kort før pausen kom indskiftede Søren Christensen frem til en stor mulighed. Christensens afslutning midt i gæsternes felt blev dog blokeret, hvorfor den store chance blev forspildt.

I stedet gik det den anden vej og få sekunder før dommerens pausefløjt strøg Vejle i en omstilling, som Gustaf Nilsson endte med at få en friløber ud af. Angriberen udviste stor kølighed og chippede bolden over en fremadstormende Thomas Villadsen.

Nede med 2-0 ved pausen så det svært ud for Nykøbing FC, men holdet kom ud med ild i øjnene og stor tro på, at avancement stadig var inde for rækkevidde.

Nykøbing FC var derfor mest på bolden og efter 66 minutter udmøntede et spilovertag sig i en reducering, da Søren Christensen strøg til mållinjen og lagde et indlæg ind i panden på Emil Holten, som flot headede bolden i det lange hjørne til 2-1.

Dermed levede kampen igen og efterfølgende stod der Nykøbing FC på det hele, omend det kneb med at skabe store og åbne chancer.

Flere gange kom Nykøbing FC til mållinjen og gifte indlæg tæt under mål blev lagt. Desværre var Vejle-forsvaret vågent og forsvarede sig godt.

Kampen balancerede i det sidste kvarter derfor mellem, at Nykøbing FC fik lagt et tungt pres, og at Vejle var giftige på omstillingerne.

Netop omstillinger havde Vejle mange af i slutningen af kampen, men Thomas Villadsen, der i dag vogtede buret, diskede op med flere store redninger, hvorfor han nok engang viste sin høje klasse.

I kampens døende sekunder sendte Søren Christensen et giftigt indlæg fra mållinjen ind i boksen, og bolden endte foran Chris Thorsheim. Backen var dog presset og kunne akkurat ikke få bolden under kontrol, hvorfor dommeren i stedet kort efter fløjtede af efter en hektisk afslutning på opgøret.

Med 2-1-nederlaget til Superliga-mandkabet er Nykøbing FC dermed ude af årets Sydbank Pokal i tredje runde.

Nykøbing FC – Vejle BK

Sydbank Pokal, 3. runde.

10.10.18.

0-1, Gustaf Nilsson (24 min)

0-2, Gustaf Nilsson (45 min)

1-2, Emil Holten (65 min)

Nykøbing FC (4-3-3) Thomas Villadsen, Kasper Jensen, Gustav Kjeldsen, Jeppe Arnesen, Chris Thorsheim, Mads Kaalund, Jordan Wilson, Mathias Gehrt (73. Lars Pleidrup), Sebastian Koch (37. Søren Christensen), Sigurd Schøndorf, Emil Holten.