Seneste nyt

Pleidrup: Der skal andre boller på suppen efter nytår

af

Anfører Lars Pleidrup lagde efter gårsdagens kamp mod Skive ikke fingre imellem – anden halvleg var simpelthen ikke god nok.

Der var blot 15 minutters pause mellem himmel og helvede, da Nykøbing FC i går smed en solid føring ved pausefløjt og dermed måtte nøjes med 4-4 mod Skive.

Hvor første halvleg var en rigtig flot omgang fodbold, så gik gassen af ballonen i kampens sidste 45 minutter, og det skuffer Lars Pleidrup, der mildest talt ikke er tilfreds.

– I første halvleg tog vi løbene, var aggressive, og vi ville hele tiden frem ad banen. I anden halvleg blev vi pludselig alle sammen mus. Vi blev bange for at tage løbene, og vi blev nærmest bange for at have bolden. Det gjorde jo så, at Skive sætter sig på os og moser os.

– Det er svært at forklare, hvorfor det skete, for vi snakkede jo netop om i pausen, hvor vigtigt det var, at vi fortsatte og gik ud for at vinde anden halvleg. Det er det sløjeste udfald, vi har haft rigtig længe, og der skal virkelig tages fat efter nytår. Der skal andre boller på suppen, fortæller Pleidrup.

Efter kampen var cheftræner Jens Olsen ude og efterlyse spillere, der tog ansvar, og den betragtning var Pleidrup ganske enig i.

– Jeg er en af dem, der skulle have tage mere ansvar, men det lykkedes ikke i går. Selvom det lyder som en kliché, så er det vigtigt, at vi får arbejdet med det – for på det parameter var det heller ikke godt nok.

– Vi skal alle lære af kampen. Det gælder de unge, men også os, der er lidt deroppe af aldersmæssigt. Vi skal kunne løfte os mere i flok, end vi gjorde i går, så vi alle kan hjælpe hinanden bedre, slutter Pleidrup.

Nykøbing FC genoptager træningen efter vinterpausen d. 8. januar.