
Nykøbing FC og Mikkel Dahl har forlænget samarbejdet således, at vicetopscorerens kontrakt nu løber til 2020.
Med 18 mål i ligasammenhæng, har Mikkel Dahl været en vigtig spiller for Nykøbing FC siden han ankom fra Hvidovre for godt halvandet år siden.
De gode præstationer på banen og Mikkels store betydning uden for banen betyder, at Nykøbing FC og Mikkel Dahl netop har underskrevet en kontraktforlængelse, der gælder til 2020.
Kontraktforlængelsen glæder Claus Jensen, der ser frem til det fortsatte samarbejde.
– Jeg glæder mig over, at vi har forlænget aftalen med Mikkel, som betyder at han fortsætter hos os på rejsen mod Superliga 2020. Han har scoret masser af mål det halvandet år, han har været hos os, og han har sammen med truppen rykket sig markant i vores stærke miljø og under vores dygtige trænere samt team omkring holdet. Det samarbejde ser vi frem til at fortsætte, udtaler Claus Jensen.
Mikkel Dahl startede sæsonen forrygende ud, da han i sidste weekend scorede i 3-2-sejren mod Skive.