
Nykøbing FC og Oscar Fuglsang fik sidste fredag sæsonens første NordicBet Liga-sejr, og det skal ifølge backen give momentum frem mod morgendagens vigtige kamp mod Hillerød.
Forløsningen var ikke til at tage fejl af, da dommeren fløjtede sidste uges kamp i Fredericia af.
På måltavlen stod der 0-1 til Nykøbing FC, hvorfor følelserne fik frit spil for alle i NFC efter kampen.
Ifølge Oscar Fuglsang har stemningen da også fået et nøk op i denne uge.
– Vi kan helt sikkert mærke, at vi fik en sejr i sidste uge. Jeg synes, at det har givet en opportunisme ind i truppen, og selvom vi hele tiden har tænkt, at sejren var lige rundt om hjørnet, så var det fantastisk dejligt rent faktisk at få den i sidste uge. Nu er vi opsatte på at bygge videre på det i morgen, siger Fuglsang.
Sejren over FC Fredericia kom efter en fin spillemæssig kamp fra NFC’s side, men indsatsen som hold var især det, der blev fremhævet efter de 95 minutters kamp.
Det vil Fuglsang bygge videre på mod Hillerød.
– Der var en mega god holdånd i Fredericia. Vi døde med støvlerne på, og alle gik 150% ind i alle dueller, og det skal vi tage med os i morgen mod Hillerød.
– Vi går ind til kampen med stor tro på egne evner – både holdmæssigt og individuelt. Så planen er da helt sikkert, at vi skal ud og give fansene de tre point, som de ikke fik sidste gang i Lollands Bank Park.
– Hillerød er et godt hold, og vi undervurderer dem ikke, men jeg tror på, at vi vinder, hvis vi spiller, som vi ved, at vi kan, slutter han.
Du kan købe billet til kampen på nfc.eventii.dk. Køber du i dag sparer du 25,- kr. på voksenbilletter.