Det er med stor stolthed, at vi kan fortælle, at Ole Jakobsen i dag er blevet udtaget til det danske U18-landshold.
I Nykøbing FC drømmer vi stort, og det skal alle børn samt unge på Lolland-Falster også kunne.
Det er derfor med stor glæde, at vi kan fortælle, at vores 17-årige offensivspiller Ole Jakobsen netop er blevet udtaget til det danske U18-landshold, der mandag rejser til Kroatien for at spille med i en mini-turnering.
Ole Jakobsen har taget turen hele vejen igennem Nykøbing FC’s børne- og ungdomssystem, da han blev meldt ind i NFC som seks-årig.
I starten af 2022 fik Ole Jakobsen sin debut på førsteholdet, hvorfor han med sine daværende blot 16 år blev den yngste debutant siden Jakob Bonde.
Sidenhen har Ole etableret sig som en fast del af førsteholdet, hvor han trods sin unge alder har bidraget med to mål i 12 kampe.
Manager i Claus Jensen glæder sig enormt over udtagelsen af den ekstremt talentfulde spiller, der i det seneste år har udviklet sig både sportsligt og menneskeligt i høj fart.
– Det er stort for os, at en af vores egne unge drenge er udtaget til landsholdet. Vi får i disse år flere og flere af vores unge talentfulde spillere med i diverse landsholdssamlinger, og at Ole nu er udtaget til U18 landsholdet er en kæmpe cadeau til klubbens stærke talentmiljø og ikke mindst Ole selv.
– Oles udtagelse til U18 landsholdet vil yderligere inspirere alle vores fodboldsspillere i NFC og på Lolland Falster til at turde drømme stort og have store ambitioner, siger Claus Jensen, inden han roser den unge spiller.
– Ole er ekstremt talentfuld, og han fortjener i den grad den her flotte udtagelse. Ole er fra første dag i førsteholdstruppen gået uimponeret, professionelt og dedikeret til værks, og jeg er sikker på, at der venter ham en rigtig flot fodboldfremtid, siger Claus Jensen.
En milepæl for talentarbejdet
Lolland-Falster har gennem tiden opfostret fantastisk mange dygtige fodboldspillere, og da Nykøbing FC tilbage i 2015 annoncerede, at topfodbolden skulle tilbage til landsdelen, var talentarbejdet omdrejningspunkt i strategien og fundamentet for de store drømme og ambitioner for fremtiden.
Talentarbejdet har siden da været gennem en rivende udvikling, og ifølge udviklingschef i NFC, Søren Christensen, er udtagelsen af en U18-landsholdsspiller en milepæl i de store ambitioner for talentudviklingen i Nykøbing FC og på Lolland-Falster.
– Først og fremmest fortjener Ole stor ros for hans måde at være på. Han har kombineret et stort talent med masser af hårdt arbejde og en stærk mentalitet. I NFC har vi en ambition om at lave talentudvikling i national topklasse i et miljø, hvor vi er tætte på hinanden, har fantastisk dygtige ansatte og altid tager udgangspunkt i trivsel hos den enkelte spiller. Ole er beviset på, at vi er godt på vej, og det er vi stolte af.
– Det er en hjørnesten i vores ambition om at bringe topfodbolden tilbage til Lolland-Falster, at det skal ske med lokale og egenudviklede spillere. Det er derfor en kæmpe milepæl for os, at vi nu er nået dertil, hvor vi igen kan præstere at udvikle U-landsholdsspillere, siger Søren Christensen
Ole Jakobsens kan få landsholdsdebut, når Danmark d. 15., 18. og 21. november møder henholdsvis Portugal, Irland og Japan.