Nykøbing FC sætter fokus på transitionen fra ungdoms- til seniorspiller ved at oprette en U23-trup, der skal løfte miljøet og niveauet for klubbens mange talentfulde spillere yderligere.
Et nyt og offensivt tiltag har set dagens lys i Nykøbing FC i kraft af en ny U23-trup.
U23-truppen bliver en kombination af klubbens talentfulde U19- og Sjællandsseriehold, der skal træne sammen, drage fordel af og skærpe hinanden yderligere i det daglige arbejde.
Nykøbing FC har en klar ambition om at klubbens Sjællandsseriehold skal i Danmarksserien og Teknisk Chef i NFC, Jan Michaelsen, er overbevist om, at oprettelsen af et U23-mandskab er et stort skridt på vejen mod det og mod, at endnu flere spillere kan komme igennem nåleøjet til 1. divisionstruppen.
– Med oprettelsen af en U23-trup er vi sikret et utrolig stærkt træningsmiljø, der skal klargøre de dygtigste af vores lokale talenter til at blive en del af vores divisionstrup. Vi har en yderst talentfuldt U19-trup og en dedikeret SJS-trup, og de får nu glæde af hinanden, ligesom vi også som klub får glæde af en stor gruppe spillere, der bliver stimuleret og skærpet yderligere i den daglige træning.
– I NFC vil vi have vores nuværende SJS-hold i Danmarksserien, og dette tiltag skal blandt andet være med til at realisere den ambition gennem et stærkt træningsmiljø. Derudover forventer vi, at tiltaget vil sikre, at endnu flere kommer gennem ungdomssystemet og bliver klar til divisionsfodbold, fortæller Jan Michaelsen.
U23-truppen får et utroligt kompetent trænerteam omkring sig. Thomas Slosarich, der har den højeste træneruddannelse i Danmark, og Head of Coaching i NFC, Lars Dahlstrøm vil stå for ansvaret for træningsplanlægning i tæt samarbejde med SJS-cheftræner, Jesper Edvardsen. Yderligere trænere omkring U23-truppen vil være Kim Olsen, Mathias Olsen, Thomas Daugaard og Lasse Frederiksen, der alle fortsætter i deres nuværende respektive roller.
En forlængelse af talentarbejdet
Det nye tiltag er en forlængelse af det store talentarbejde, der allerede foregår i NFC, og det er ambitionen, at klubbens unge og ambitiøse spillere, der vil træne og investere i egen udvikling, nu får optimale vilkår for at blive den bedste version af dem selv.
De vilkår skærpes via et stærkt trænerteam samt en god blanding af unge sultne talenter og rutinerede kræfter, som skal hjælpe dem på vej.
– Sjællandsserietruppen er præcis, som vi gerne vil have den til at se ud. Vi har en trup med unge ambitiøse spillere, der har en enorm træningsiver, krydret med klublegender i form af Jesper Münsberg og Mathias Olsen, der har ambitioner om at give noget tilbage. De kan sammen med trænerteamet guide de unge og med deres vindermentalitet løfte niveauet markant ift. tidligere, udtaler Claus Jensen.
Nykøbing FC kunne for nyligt byde klubbens tidligere divisionsanfører Mathias Olsen velkommen hjem i en rolle som spillende assistenttræner for SJS-holdet, og med sin professionelle mentalitet, har han allerede løftet niveauet omkring holdet.
Manager Claus Jensen glæder sig over, at Olsen nu bliver en stor gevinst for både klubbens unge seniorer og U19-spillere i den nye U23-trup.
– Det er en regulært scoop for NFC at få Mathias Olsen tilbage som spillende assistenttræner. Mathias kommer med en professionel tilgang fra mange år på divisionsniveau hos både NFC og HIK, og alle omkring U23-truppen vil kunne suge til sig af hans erfaringer både på og udenfor banen.
– De unge spillere har fået en personlighed, som de både kan læne sig op ad og blive inspireret af, og det har man allerede kunne se fra dag et, hvor han trådte ud på banen. Han bliver en stor gevinst for vores unge seniorer og U19-spillere i vores nye træningssetup, siger Jensen.
Håb om Lolland-Falstersk fodboldsymbiose
Med træningssammenlægningen af U19 og SJS-holdet, har Nykøbing FC nu et stærkt træningsmiljø for trupperne, og det glæder Claus Jensen, der har en ambition om, at den løbende optimering af talentmiljøet i NFC skal være til glæde for alle klubber på Lolland-Falster.
– Vi har i Nykøbing FC stor glæde af de ungdomsspillere, der kommer til fra vores dygtige naboklubber. Nogle spillere vælger efter ungdomstiden at forblive i NFC, når de bliver seniorer, imens andre vender tilbage til deres moderklub, som så igen kan få glæde af en af deres lokale spillere. Det er den symbiose imellem klubberne på Lolland-Falster, der er så vigtig at fortsætte med at udvikle, og som er en væsentlig del af kernen i det samarbejde, der er mellem klubberne i landsdelen, siger Claus Jensen inden, at han uddyber.
– Vi er utrolig stolte af at være med til at udvikle landsdelens mange talenter. Vi er kommet langt med udviklingen af samarbejdet på Lolland Falster de seneste år, i særdeleshed omkring ungdommen. Vi tror på, at samarbejdet kan blive endnu mere fasttømret fremadrettet, og at det er væsentligt at vi arbejder tæt sammen i forhold til at lykkes med at tage de næste skridt for fodbolden i landsdelen, slutter han.
Den nye U23-trup har første træning på mandag.