Seneste nyt

Nykøbing FC tog point fra topholdet

af

Nykøbing FC spillede en flot kamp, da det søndag eftermiddag blev til et 2-2-resultat ude mod topholdet fra Viborg FF.

Der ventede en svær opgave, da Nykøbing FC søndag eftermiddag besøgte Energi Viborg Arena til en kamp mod NordicBet Ligaens førerhold, Viborg FF.

Kampen var valgt til rundens kamp på TV3 Sport, og både seere samt de godt og vel 2600 tilskuere fik en medrivende og dramatisk affære.

Viborg startede bedst ud og efter fem minutter fik Mikkel Agger kampens første chance, da han afsluttede fra en spids vinkel. Sebastian Olsen viste dog stor sikkerhed og klarede afslutningen uden større problemer.

Få minutter senere kom kampens første scoring, da Viborg sendte et hjørnespark til forreste stang, og Andreas Albers kom først på bolden, hvorfor han kunne gøre det til 1-0.

Herefter skiftede kampen dog drastisk karakter og Nykøbing FC kom langt bedre med i kampen.

Et hjørnespark satte gang i NFC-chancerne, da Mathias Tauber pludselig stod helt blank ved bagerste stolpe. På trods af flere forsøg fik Viborg ikke clearet bolden inden, at den nåede til Tauber, hvorfor forsvarsspilleren højst overraskende fik muligheden for en hurtig udligning. Tauber blev dog lige så overrasket over, at bolden nåede frem til ham som resten af de fremmødte på stadion, hvorfor han ikke fik ordentlig ram på bolden, og den gik forbi mål.

Nykøbing FC fik herefter sat et solidt pres på Viborg, og det blev til mange giftige dødbolde, hvor den sidste skarphed manglede.

Efter en lille halv time kom den fortjente udligning. Nicolai Dohn smed en flot diagonal over til Lars Pleidrup på venstrekanten, og anføreren slog herefter et knivskarpt indlæg ind i panden på Mathias Kristensen, der usvigeligt sikkert headede bolden i netmaskerne til 1-1.

Resten af første halvleg bølgede frem og tilbage uden, at det dog blev til flere store chancer til hverken hjemme- eller udehold.

Efter pausen kom Nykøbing FC stærkt ud.

Joachim Wagner tryllede på venstrekanten, hvorefter han forsøgte sig med et knaldhårdt spark mod det lange hjørne. Bolden havde retningen mod hjørnet, men målmanden fik akkurat fingrene på, hvorfor bolden tog træværket.

Det var gæsterne fra Lolland-Falster, der skabte de største chancer i begyndelsen af anden halvleg, men på trods af, at der flere gange var optræk til NFC-scoring, var det Viborg, der endte med at bringe sig i front på ny.

Det skete da Mikkel Agger modtog en bold i venstre side og fra tæt hold kunne sparke bolden i det lange hjørne til 2-1. Sebastian Olsen var nede ved bolden, men bolden ramte på uheldig vis en knold, hvorfor den tog et stort hop over målmandens handsker.

Viborg havde bolden mest for fødderne, men efter en time var Joachim Wagner tæt på at fange målmanden på mellemhånd ved forreste stang. Målmanden nåede dog akkurat tilbage og fik klaret til hjørnespark.

Kampen havde mange flotte langskud og fem minutter efter Wagners forsøg havde Viborgs Mikkel Knudsen et af de flottere. Knudsen tog chancen fra sin position i højresiden og bolden slog i luften inden, at den tog undersiden af overliggeren og hamrede ned på stregen og i spil igen.

Med et lille kvarter begik Nicolai Dohn sit andet frispark i kampen, da han bremsede en Viborg-omstilling. Dommeren takserede det til hans andet gule kort, hvorfor Nykøbing FC måtte spille kampen færdig med 10 mand.

Det forhindrede dog ikke Søren Christensen i at score en kongekasse få minutter senere. Christensen snød Jeppe Grønning, blev retvendt mod mål og sørgede for at fjerne al potentielt edderkoppespind i trekantssammenføjningen med et velplaceret vristspark, hvorfor den nu stod 2-2.

I dommerens tillægstid var værterne tæt på at stjæle en sen sejr, men heroisk forsvarsspil og uskarphed fra Viborg i et lettere panikslagent forsvar efter diverse dødbolde betød, at det ikke blev til flere mål i en underholdende og medrivende kamp i Viborg.

Næste opgave for Nykøbing FC er hjemme i CM Arena, hvor FC Roskilde kommer på besøg.

Viborg FF – Nykøbing FC

7. april 2019

25. runde i NordicBet Ligaen.

2-2 (1-1)

1-0, Andreas Albers (7 min)

1-1, Mathias Kristensen (27 min)

2-1, Mikkel Agger (54 min)

2-2, Søren Christensen (82 min)

Nykøbing FC: Sebastian Olsen, Kasper Jensen, Mathias Tauber, Jordan Wilson, Lars Pleidrup, Nicolai Dohn, Mads Kaalund, Søren Christensen (87. Gustav Kjeldsen), Joachim Wagner, Chris Thorsheim (75. Mikkel Dahl), Mathias Kristensen.