
Thomas Frederiksen er ny ansvarlig for målmandstræningen i Nykøbing FC, og han skal stå i spidsen for divisionsmålmændene samt udviklingen af klubbens unge målmænd i samarbejde med Christian Egdal, Sebastian Olsen og de mange dygtige trænere i ungdomsafdelingen.
Nykøbing FC har fået tilført nyt blod på trænersiden, og denne gang er det vores målmandsteam, der bliver styrket yderligere.
Thomas Frederiksen er lige nu i den sidste fase af GK-A, som er den højeste uddannelse i landet for målmænd. Thomas får ansvaret for divisionsholdet samt målmandstræningen på NFC’s talenthold for årgangene U13-U19 i samarbejde med Christian Egdal, Sebastian Olsen og vores dygtige målmandstrænere i ungdommen.
Sportsdirektør Claus Jensen udtaler;
– Christian Egdal og jeg har igennem det seneste år i fællesskab arbejdet hen mod at finde den rigtige mand, der kan være mere på træningsbanen med divisionsholdet. Det har været vigtigt at finde en med de rette kvalifikationer og den rette passion til samtidig at kunne være ansvarlig for at udvikle miljøet omkring talentholdende i U13-U19-årgange. Det har vi fundet i Thomas Frederiksen, som kommer med et stort drive og nogle kompetencer, der kommer til at udvikle området omkring keeperne i klubben markant.
– Christian fortsætter i en mindre rolle omkring NordicBet Liga-holdet og skal fremadrettet spille en større rolle i forhold til vores dygtige unge målmænd i klubben, hvor også Sebastian Olsen kommer til at være i en trænerrolle. Christian er fremragende i sit arbejde med målmændene, og han har med sin fantastiske personlighed været stærkt medvirkende til, at vores målmand er på det høje niveau, som de er nu. Jeg glæder mig enormt over, at Christian også fremadrettet vil være en del af Nykøbing FC og samarbejdet med Thomas Frederiksen.
– Vi arbejder hele tiden på at optimere miljøet i Nykøbing FC, og vi sætter nu fuld fokus på at udvikle de mange unge og dygtige målmænd i NFC, og vi har en målsætning om over de kommende år også at kunne udvide fokus på målmandsområdet til at omfatte hele Lolland-Falster omkring eksempelvis top- og udviklingscenteret.
– Vi har fået en fantastisk mulighed for at tilknytte en målmandstræner, der har erfaring fra øverste hylde og som kan styrke vores i forvejen stærke træningsmiljø. Vi er utroligt glade for, at vi har fået Thomas til klubben, og jeg er overbevist om, at vores stærke målmandsteam i 1. divisionstruppen samt vores talentfulde målmænd i U-årgangene får stor glæde af ham.
Vil udvikle træningsmiljøet yderligere
Thomas Frederiksen kommer til Nykøbing FC med stor erfaring, da han både har været målmandstræner for FC Helsingør, da de var i Superligaen, og senest et islandsk mandskab i den bedste række, hvem han blandt andet var i Europa League med.
Nu er Thomas Frederiksen dog tilbage i Danmark, og han ser frem til at videreudvikle på Nykøbing FC’s træningsmiljø.
– Efter jeg kom hjem fra mit ophold på Island, var der rigtig mange i miljøet, der opfordrede mig til at tage til Nykøbing FC. Jeg havde allerede hørt en masse godt om klubben, og de store ambitioner tiltalte mig virkelig. Efter nogle samtaler med Claus Jensen blev jeg fuldstændig overbevist om, at Nykøbing FC og jeg var det helt rette match.
– Det er en enormt spændende udfordring for mig at være med til at skabe og videreudvikle på den i forvejen gode træningskultur, der er i klubben. Målet er at rykke målmandstræningen til et nyt niveau, og det føler jeg, at forudsætninger i klubben er til med de mange dygtige trænere, der er gennem årgangene. Jeg vil gøre alt jeg kan for, at Nykøbing FC får et meget højt niveau indenfor målmandstræningen, siger Frederiksen.
Nykøbing FC’s målmandsteam på divisionsholdet består pt. af Sebastian Olsen og Jannich Storch, og her synes den nye målmandstræner, at niveau er højt.
– Der er et rigtig godt niveau omkring målmændene i Nykøbing FC. Sebastian Olsen er rigtig spændende at arbejde med, og Jannich Storch har også en masse kompetencer, som jeg kender godt fra fire måneder, hvor vi arbejdede sammen i FC Helsingør. Kigger vi længere ned, så har vi også Jeppe Rasmussen på U19-holdet, og han er også en meget talentfuld målmand, som jeg tror meget på, slutter han.