Seneste nyt

Nykøbing FC tilknytter Jesper Christiansen som målmandstræner

af

Den tidligere landsholdsmålmand Jesper Christiansen er ny målmandstræner i Nykøbing FC.

Nykøbing FC har fået tilknyttet nyt blod på trænersiden, da den tidligere F.C. København og landsholdsmålmand Jesper Christiansen nu skal stå i spidsen for truppens målmænd.

Manager Claus Jensen glæder sig over, at det er lykkedes at hive en kapacitet som Jesper Christiansen ind i trænerteamet.

– Vi er ekstremt tilfredse med at have fået tilknyttet en målmandstræner, som jeg betragter som en af da absolut dygtigste i Danmark. Jesper har selv været længe i gamet, han har stået på allerhøjeste niveau, og så har han også sidenhen vist, at han evner at give sine store erfaringer videre til de målmænd, som han har haft i sine teams, siger Claus, inden at han fortsætter.

– Jesper har allerede snuset til vores miljø i de seneste par uger, og jeg glæder mig allerede over at se det engagement og den kvalitet, som han bringer i træningen med vores tre dygtige målmænd på førsteholdet.

Jesper Christiansen kommer fra en stilling i Fremad Amager, hvor han stoppede tidligere på året.

Nu glæder han sig over at have fået muligheden for at arbejde i Nykøbing FC.

– Jeg er rigtig glad for at være kommet til Nykøbing FC. Jeg har tidligere snakket med Claus om at blive en del af NFC, men det var først nu, at timingen var helt rigtig. Jeg er meget draget af at arbejde med passionerede og dygtige mennesker, og det oplever jeg, at der er masser af her i klubben. Jeg kender også Claus rigtig godt, og jeg glæder mig til at arbejde tæt sammen med ham og resten af teamet.

Den tidligere landsholdsmålmand har allerede taget hul på arbejdet i Nykøbing FC, og han har fået et rigtig godt indtryk af klubben.

– Jeg oplever Nykøbing FC som en klub, hvor der er styr på tingene og ikke mindst som en fantastisk familiær klub. Miljøet er rigtig godt, og jeg synes allerede, at jeg er faldet rigtig godt til. Jeg glæder mig meget til fremtiden i NFC, slutter han.