
Den kommende weekends hjemmekamp mod Thisted FC rykkes til NFC Syd grundet baneforhold.
Når Nykøbing FC søndag d. 25. marts tager imod Thisted FC bliver det ikke som håbet i CM Arena.
Banen på stadion er stadig hårdt plaget af frost, og onsdag eftermiddag blev det derfor godkendt af DBU, at kampen kan rykkes til NFC Syd.
Bestyrelsesformand i Nykøbing FC Tage Nielsen udtaler;
– Vi har haft et forbilledligt samarbejde med kommunen om at få banen klar til på søndag, men vi må erkende at med al den frost der har været i denne og de sidste mange uger, var det ikke muligt.
– Vi har til gengæld ingen problemer med at spille på banen i Syd, som er en fremragende bane i det hele taget, men ikke mindst i forhold til de dårlige baner, som der mange steder er blevet spillet på indtil videre i Superligaen. Det bør altid være selve banens kvalitet der er nummer et og ikke de ydre rammer. Det ændrer ikke på, at vi glæder os til igen at skulle på stadion til næste hjemmekamp den 8. april.
Kampen spilles fortsat klokken 13:45.