Når Nykøbing FC i morgen løber på banen mod Hørsholm-Usserød, bliver det samtidig en lejlighed til at tage afsked med to spillere, der begge stopper i NFC efter efterårets afslutning.

Fodbolddirektør Claus Jensen fortæller, at beslutningerne er truffet efter god dialog og med stor respekt for spillernes situation og udvikling.

– Magnus vendte tilbage til os for omkring halvandet år siden efter sin tid i Vejle, og selvom vi ved, hvad han rummer som spiller, er det ikke blevet til den mængde minutter, vi alle havde håbet på. Han er i en fase af karrieren, hvor kontinuerlig spilletid er afgørende for hans udvikling og for at tage de næste skridt, og den spilletid skal han ud at søge et andet sted. Magnus har en fantastisk mentalitet og han har været yderst professionel, positiv og fuldt engageret i hverdagen. Vi ønsker ham alt det bedste fremover.

Om Sebastian Wille lyder der lige så varme ord.

– Sebastian kom til i sommer for at supplere vores stærke målmandsteam, og han har fra dag ét løftet opgaven med stor kvalitet og dedikation. Som i tilfældet med Magnus står han et sted i karrieren, hvor fast spilletid er essentiel for hans udvikling, og det kan vi ikke tilbyde ham i øjeblikket. Vi ønsker Wille al mulig succes fremover og takker ham for hans indsats hos os.

Nykøbing FC takker begge spillere for deres professionalisme og store bidrag til truppen – og ser frem til at give dem en fortjent hyldest og afsked foran hjemmepublikummet i morgen.

#SuccesSkabesSammen