Seneste nyt

Nykøbing FC tager afsked med Mads Delord Jensen

af

Mads Delord Jensen fik før dagens kamp mod Skive afskedsblomster, da han efter denne sæson stopper i klubben.

En stor personlighed og vellidt spiller i Nykøbing FC-truppen spillede i dag sin sidste kamp i NFC-trøjen.

Mads Delord Jensen trådte sine barnefodboldstøvler i B1921, og siden har han været forbi både FC Midtjylland og HB Køge.

I 2014 vendte han retur til Nykøbing FC, hvor han var med til at spille klubben i 1. division. Det var derfor også en lidt vemodig Mads Delord Jensen, der efter kampen begrundede sit stop i klubben.

– Jeg synes, at tiden var inde til, at jeg skulle prøve noget andet. Det er ingen hemmelighed, at jeg ikke har fået så meget spilletid på det seneste, og jeg har derfor valgt at prioritere min uddannelse og at forfølge en civilkarriere. Det er ikke en pludselig indskydelse, jeg har fået, men derimod en meget velovervejet beslutning, og selvom det er vemodigt lige nu, så er jeg ikke i tvivl om, at det er det rette valg.

– Da jeg startede med at spille fodbold var det jo i B1921, og det var nærmest da jeg stadig gik i ble, så det er klart, at det selvfølgelig er specielt at stoppe i klubben nu.

– Min tid i klubben har været fantastisk. Et højdepunkt er selvfølgelig, da vi rykkede op 1. division. Det er en af de største fodboldoplevelser, jeg har haft som seniorspiller, fortæller Mads Delord inden, at han runder af.

– Det var rigtig dejligt at få en masse søde ord og anerkendelse med på vejen fra både Jens (Olsen, red.), fans, sponsorer og mange andre omkring klubben. Det sætter jeg stor pris på.

Sportsdirektør Claus Jensen fortæller om afskeden med Mads Delord Jensen;

– Vi har stor respekt for Mads’ beslutning. Mads er jo Nykøbing FC-mand helt ind til benet, da han startede i en af vores to moderklubber allerede som 4-årig. Vi ønsker ham alt held og lykke i fremtiden, siger Claus Jensen.