For to år siden vendte Jakob Bonde hjem til rødderne i Nykøbing FC efter et udenlandsophold i Italien.
Nu tager Nykøbing FC og Nykøbing-drengen afsked, og det med stor gensidig forståelse.
– Jakob Bonde har fået sin fodboldopdragelse på Lolland-Falster, og vi har været meget glade for, at han har været en del af den rejse, som vi som klub i de seneste år har været og stadig er i gang med. Jakob har sammen med sin kone fået muligheden for at komme til Viborg fra årsskiftet, og vi har nu aftalt med Viborg, at dette skifte sker nu. Vi ønsker Jakob alt godt i fremtiden, og han vil altid være velkommen i Nykøbing FC, siger sportsdirektør Claus Jensen.
Jakob Bonde tager nu afsked med Nykøbing FC, men han er samtidig taknemmelig og glad over sin tid i klubben.
– Jeg er enormt glad for den tillid som Nykøbing FC har vist mig gennem tiden og begge mine ophold i klubben. Jeg valgte i sin tid at komme tilbage til Nykøbing FC, fordi klubben har gang i et spændende projekt, og jeg er stolt over at have været en del af klubbens udvikling, siger Jakob Bonde inden, at han fortsætter.
– Nykøbing FC har betydet rigtig meget for min udvikling, og jeg har meget at takke klubben for, slutter Jakob Bonde.
Jakob Bonde nåede at spille 173 førsteholdskampe for Nykøbing FC med 22 mål til følge.