Seneste nyt

Nykøbing FC slog FC Roskilde i tredje test

af

Efter scoringer af Emil Holten og Jakob Bonde vandt Nykøbing FC fredag eftermiddag med 2-0 over ligarivalerne fra FC Roskilde i årets tredje træningskamp.

Efter nederlag til OB og storsejr over Slagelse, var det fredag eftermiddag tid til tredje test for Jens Olsens tropper, da ligarivalerne fra FC Roskilde gæstede NFC Syd.

Begge hold kom i stærke opstillinger, og kampen bølgede frem og tilbage i indledningen, hvor ingen af holdene for alvor fik spillet sig frem til store chancer.

Tættest på for Nykøbing FC var Anders Due, da han sendte et frispark fra kanten af feltet på FC Roskildes overligger, imens Simon Richter i modsatte ende misbrugte et fint tilbud fra kanten af feltet.

Efter en halv times tid blev der dog åbnet for målkontoen, og heldigvis var det Nykøbing FC, der tegnede sig for scoringen.

Jakob Bonde slog en flot diagonalbold ud i højreside, hvorefter en velspillende Sebastian Koch lagde et indlæg til forreste stang, hvor Emil Holten stensikkert scorede til 1-0.

Nykøbing FC sad herefter på kampen resten af halvlegen, men flere mål blev det ikke til før pausen, hvorfor hjemmeholdet fuldt fortjent kunne gå til pause foran med en enkelt pind.

Efter pausen kom FC Roskilde stormende ud med fornyet energi. Nykøbing FC lod sig dog ikke mærke, og gæsterne fik ikke for alvor spillet sig frem til chancer.

Tættest på i denne fase af kampen var Morten Nielsen med et hovedstød, som Sebastian Olsen dog fik prikket over mål til hjørnespark.

Efter den gode start på anden halvleg for FC Roskilde satte Nykøbing FC sig atter på opgøret, og med små 20 minutter igen kom afgørelsen på kampen da også.

Emil Holten vandt flot bolden på egen banehalvdel inden, at han sendte et uimodståelig dyb aflevering afsted mod Sebastian Koch. Den lynhurtige kant oversprintede Valon Ljuti, trak ind i feltet og blev væltet omkuld tilpas tydeligt til, at dommeren pegede på straffesparkspletten.

Jakob Bonde – der spillede en stor kamp på både den centrale midtbane og senere i forsvaret – scorede med stor sikkerhed til 2-0.

Få minutter senere fik Roskildes venstreback Richter en stor mulighed for at bringe spændingen tilbage i opgøret, men i en helt fri position fra bagerste stang helflugtede han langt over Sebastian Olsens mål.

U19-talentet Alhaji Faye var kort før dommerens slutfløjt tæt på at score for anden træningskamp i træk, men desværre kom Roskilde-målmanden flot ud og fik blokeret afslutningen, der ellers var sat flot i scene af Mads Kaalund.

Det blev derfor ikke til flere mål, hvorfor Nykøbing FC kunne notere en 2-0-sejr og dermed den anden træningssejr på stribe.

26. januar, Træningskamp.

Nykøbing FC 2-0 FC Roskilde

1-0, Emil Holten, 30 min.

2-0, Jakob Bonde (Str.), 70 min.

Startopstilling:

Sebastian Olsen, Chris Thorsheim, Nicolai Geertsen (prøvespiller) (Jeppe Arnesen, 60), Kasper Jensen (Lasse Skovsager, 60), Anders Due, Jordan Wilson, Jakob Bonde, Søren Christensen (Mads Kaalund, 60), Sigurd Schøndorf (Mads Delord, 45), Sebastian Koch, Emil Holten (Alhaji Faye, 75).