Nykøbing FC – FC Helsingør

Lollands Bank Park

HJEMME

fre 08 november 2024 19:00

2. Division

Seneste nyt

Nykøbing FC skriver tre år med U19-kaptajnen

af

Det lokale stortalent Lucas Nyman er blevet udstyret med en 3-årig kontrakt i NFC.

Gennem hele sæsonen har Lucas Nyman været en dominerende spiller for NFC’s talentfulde U19-hold, og det resulterede i, at han mod afslutningen på NordicBet Liga-sæsonen fik debut på førsteholdet.

Lucas viste med det samme sit store potentiale, og da han samtidig har gjort et fantastisk indtryk i træningen, er han nu blevet udstyret med et 3-årig kontrakt.

Manager Claus Jensen glæder sig over aftalen.

– Der er intet bedre, end når vi kan give vores unge, talentfulde og lokale drenge deres første kontrakt i Nykøbing FC, så jeg er selvsagt utrolig glad for, at vi nu har skrevet en aftale med Lucas.

– Lucas har uomtvisteligt et stort potentiale, og han har over en nu længere periode bevist, at han både kan levere i kamp, arbejde stenhårdt til træning og ikke mindst arbejde professionelt med sit store talent. Det er en fornøjelse at arbejde med Lucas, og vi er glade for nu at have skrevet en tre-årig aftale med ham.

En drøm at skrive kontrakt med NFC

Lucas Nyman startede i Nykøbing FC som 10-årig, efter at kærligheden til fodbolden var blomstret i både Eskilstrup BK og Tingsted BK. Bortset fra en enkelt efterskoleafstikker i 2019 har Lucas Nyman gennemgået resten af sin udvikling i NFC.

For Lucas Nyman var det derfor en drøm at debutere for førsteholdet i foråret, men nu kan den unge midtbanespiller ligeledes glæde sig over, at han har skrevet sin første seniorkontrakt i klubben.

– Det har været et helt fantastisk forår for mig, og jeg er lykkelig for, at jeg nu også har underskrevet min første kontrakt med klubben. Det har altid været en drøm for mig at slå igennem i Nykøbing FC, og kontrakten giver mig ro til at arbejde videre og hårdere, så jeg kan opnå endnu mere. Det er en drøm, der går i opfyldelse for mig, siger Lucas Nyman.

U19-kaptajnen har snust til træningsmiljøet i førsteholdstruppen, og han har både i Lollands Bank Park og på udebane vist, at han er klar til at bidrage på førsteholdsniveau.

Selv nyder midtbanespilleren godt af det stærke træningsmiljø, der ifølge ham selv gør store underværker for hans udvikling.

– Man kan godt mærke, at det går stærkere, når man træner og spiller med førsteholdet. Det er helt fantastisk for min udvikling, og når man samtidig har en god træner og gode medspillere at læne sig opad, så kan jeg virkelig mærke, at det gør noget godt for min udvikling, siger Nyman, inden at han sender en tanke mod tidligere holdkammerater og trænere.

– Jeg vil rigtig gerne sige tak til alle, der har hjulpet mig hertil. Det gælder både tidligere holdkammerater, nuværende holdkammerater på U19 og ikke mindst alle de fantastiske trænere, jeg har haft op gennem børne- og ungdomsårene. Jeg er meget taknemmelig for dem alle, slutter Nyman.