
Nykøbing FC har skrevet en aftale med Youssef Toutouh, som foreløbigt har fået en aftale, der løber året ud.
Siden foråret har Youssef Toutouh trænet med i Nykøbing FC, hvor den tidligere F.C. København-offensivspiller har forsøgt at genfinde formen.
Youssef Toutouh har gjort så store fremskridt, at Nykøbing FC nu har besluttet at skrive en kort kontrakt, der foreløbigt løber frem til udgangen af 2022.
Manager Claus Jensen glæder sig over forløbet med Toutouh og roser ham for hans arbejdsindsats under sit ophold i NFC.
– Youssef har trænet på sin fysiske form under sit ophold i NFC, og han har arbejdet stenhårdt. Vi er tilfreds med de fremskridt, vi har set, og samtidig har det været tydeligt, at hans fodboldmæssige kvaliteter ikke fornægter sig. Nu skal Youssef tage yderligere skridt på træningsbanen, og så glæder vi os til at se ham i NFC-trøjen, siger Claus Jensen.
Youssef Toutouh selv har været rigtig glad for sit ophold i NFC, og han glæder sig derfor over, at der nu er kommet underskrift på en aftale.
– Nykøbing FC gav mig chancen for at komme ind og genfinde formen, og jeg er meget taknemmelig for den tillid, der er blevet vist mig. Jeg er blevet rigtig glad for klubben, alle omkring holdet og ikke mindst drengene i truppen, så jeg er utrolig glad for, at jeg nu kan kalde mig NFC-spiller, siger Toutouh, som fortsat har stort fokus på det hårde arbejde på træningsbanen.
– Jeg vil betale tilbage for tilliden og arbejde stenhårdt hver dag til træning, så jeg forhåbentlig snart kan komme ud og give alle fansene nogle gode oplevelser, slutter han.
Youssef Toutouh står noteret for hele 148 kampe i Superligaen, og han får trøjenummer 18 i NFC.