Seneste nyt

Nykøbing FC skriver med rutineret midtbanespiller

af

Det er med stor glæde, at vi kan præsentere den 28-årige midtbanespiller Mikkel Basse som ny spiller i Nykøbing FC, hvor han har underskrevet en kontrakt hen til sommer.

Nykøbing FC kan i dag præsentere, at den erfarne midtbanespiller Mikkel Basse er ny NFC-spiller og han bliver dermed forenet med sin bror Oliver Basse, som ligeledes er kommet til klubben i januar vinduet.

Mikkel Basse kommer med en væld af kampe i NordicBet Ligaen, imens det også er blevet til masser af kampe i både Superliga og 2. division.

Fodbolddirektør Claus Jensen glæder sig meget over tilføjelsen af den dygtige og rutinerede midtbanespiller.

– Vi kender Mikkel rigtigt godt, da vi har spillet mod ham mange gange over årene, hvor han har repræsenteret FC Helsingør, FC Fredericia og senest Fremad Amager. Han er en stærk karakter og en spiller, der evner at kontrollere tempoet i kampene fra sin centrale position på midtbanen, fortæller fodbolddirektør Claus Jensen inden, at han uddyber om Mikkel Basse.

– Mikkel har stor spilintelligens og med sin erfaring og rutine bringer han et naturligt lederskab med sig, som vi glæder os til at se mere til i NFC-trøjen. Vi er enormt glade for, at vi kan præsentere den her aftale, siger fodbolddirektør Claus Jensen.

28-årige Mikkel Basse har fået sin fodboldopdragelse i Virum-Sorgenfri Boldklub og tog derefter til Lyngby Boldklub. Som seniorspiller har han spillet Superliga med FC Helsingør og omkring 130 kampe i NordicBetLigaen for Helsingør, Fredericia, Fremad Amager og Vendsyssel FF.

Truppen er på plads 

Med tilknytningen af Mikkel Basse lukker Claus Jensen transfervinduet for NFC, og truppen som skal sikre endnu en sæson i 2. division, er dermed på plads.

– Vi har styrket truppen markant i dette vindue. Konkurrencen er blevet skærpet på alle positioner, og vi har fået en masse rutine samt erfaring ind i vores i forvejen talentfulde trup. Vi er lykkedes med vores topprioriteter, og vi glæder os til at sætte jagten ind på at ende på den rigtige side af stregen til sommer, siger fodbolddirektøren, som allerede nu ser en trup med ild i øjnene.

– Det er fantastisk at se hvordan Mikkel (Thygesen, red.), trænerstaben og truppen har arbejdet her den første måneds tid af opstarten. Der er en enorm positivt energi hele vejen rundt i klubben, og alle er fast besluttede på at lykkes sammen, så vi også til sommer er at finde i 2. division. Der bliver arbejdet fokuseret og stenhårdt. Vi ser nu frem til at spille en masse træningskampe den kommende måneds tid og så glæder vi os helt vildt til at det for alvor går løs om en måneds tid, slutter fodbolddirektør Claus Jensen.

Husk at alle er inviterede til Nykøbing FC’s store kickoff-arrangement i MSE Loungen torsdag d. 27. februar kl. 19:00. Her vil der både være oplæg fra cheftræner Mikkel Thygesen, fodbolddirektør Claus Jensen og ikke mindst mulighed for at få en snak med de nye NFC’ere.