Nykøbing FC har indgået en to-årig aftae med den talentfulde midterforsvarer, Gustav Kjeldsen.
Det er med stor glæde, at vi kan offentliggøre, at vi har lavet en to-årig aftale med den 18-årige midterforsvarer Gustav Kjeldsen, der kommer til os fra de danske U19-mestre, FC Midtjylland.
Sportsdirektør Claus Jensen har længe fulgt Gustavs udvikling, og han glæder sig derfor over, at det er lykkedes klubben at tiltrække ham på en to-årig aftale.
– Jeg glæder mig enormt meget over, at Gustav har valgt Nykøbing FC som den klub, hvor han skal fortsætte sin udvikling efter, at han har spillet en markant rolle på FC Midtjyllands suveræne U19-ligahold.
– Vi har fulgt Gustav tæt henover foråret, og han er en spiller med meget stort potentiale. Han har sine forcer i duelspillet, og han er en fysisk stærk spiller, der samtidig råder over en rigtig god venstrefod. Endelig har han den rette ild i øjnene, som man skal have for at være i Nykøbing FC ligesom han også passer perfekt ind i visionen om Superliga 2020, fortæller Claus Jensen.
FC Midtjylland er kendt for deres imponerende akademi, hvor nogle af de dygtigste unge spillere i landet kommer fra. Derudover har midtjyderne en stærk tradition for at udvikle dygtige forsvarsspillere, og Gustav kommer derfor til at passe som hånd i handske i Nykøbing FC træningsmiljø, der har været og stadig er i en rivende udvikling.
– Som led i visionen om Superliga 2020, skal vi hele tiden sikre os, at vores spillere får de bedst mulige rammer at udvikle sig i, og det er derfor også glædeligt, at vi også det seneste halvandet år har rykket os markant på træningsfronten, hvor vi har et rigig stærkt miljø, hver eneste dag til træning.
– Vores egne unge og talentfulde drenge har rykket sig markant i vores stærke miljø, og det miljø ser vi nu meget frem til også at få Gustav ind i, slutter Claus Jensen.
Gustav Kjeldsen har første træning med sine nye holdkammerater på torsdag.
Facts om Gustav Kjeldsen:
Fødselsdato: 03.07.99 (18 år)
Position: Midterforsvar
Tidligere klubber: FC Midtjylland, Randers FC, Purhus IF.