Nok et NFC-talent er blevet udstyret med en kontrakt, da 17-årige Noah ’Dinger’ Huge Larsen har sat sin signatur på en aftale, der løber frem til sommeren 2025.
Talentarbejdet er en hjørnesten i Nykøbing FC, og der er alene i 2022 hele otte lokale spillere, der har fået debut på NordicBet Liga-mandskabet.
Det er derfor med stor glæde, at vi kan offentliggøre, at 17-årige Noah Huge Larsen er blevet udstyret med en kontrakt, der løber frem til sommeren 2025.
Manager Claus Jensen glæder sig over aftalen med Noah, som er en af de spillere, der har fået sin førsteholdsdebut i år.
– I Nykøbing FC vil vi have talentudvikling i national topklasse, og vi har i de seneste år taget nogle store skridt frem mod den ambition. Udviklingen af de unge talenter i NFC sker med stor kvalitet, og det er derfor helt naturligt for os at udstyre vores lokale og talentfulde drenge med kontrakter, så de kan få det maksimale ud af deres potentiale, siger Jensen, inden at han fortsætter.
– Det er derfor også med stor glæde og stolthed, at vi i dag kan præsentere en aftale med endnu en af vores top ambitiøse og talentfulde unge drenge, der har taget turen hele vejen fra børnefodbolden og op gennem ungdomsrækkerne for nu at stå med sin første seniorkontrakt i NFC i hånden. Det er øjeblikke som dette, som det hele handler om, og jeg er meget glad for aftalen med Noah.
Noah ’Dinger’ Huge Larsen debuterede tilbage i august, da han fik sine første minutter i pokalsejren over HIK. Sidenhen er det blevet til to indhop på førsteholdet, imens han har gjort det flot for klubbens U19-mandskab.
Manager Claus Jensen ser da også et stort potentiale i den dynamiske højreback.
– Noah er en rigtig NFC-spiller med alt, hvad det indebærer. Han har ild i øjnene, han brænder for klubben og så har han et kæmpe potentiale for at udvikle sine egenskaber, der matcher vores måde at spille fodbold på til fulde. Jeg glæder mig til at fortsætte det gode arbejde, som vi allerede er i gang med sammen med Noah, siger Jensen.
Fra bolddreng til førsteholdet
Noah ’Dinger’ Huge Larsen er en ægte Nykøbing-dreng, som trådte sine første fodboldstøvler i NFC som blot fem-årig.
Siden har han taget turen hele vejen gennem legen med børnefodbolden og langsomt udviklet sit store talent i klubbens ungdoms- og talentafdeling.
For ’Dinger’ er det derfor selvsagt kæmpestort, at han nu har skrevet sin første kontrakt med NFC.
– Det er kæmpestort for mig at få min første kontrakt, og det er noget, som jeg altid har drømt om og arbejdet hårdt for skulle ske. Jeg er utrolig glad for den tillid, som klubben nu viser mig med en kontrakt, siger han, inden at han fortsætter.
– Jeg har rigtig meget familie fordelt ud over mange generationer her i Nykøbing FC, så klubben betyder rigtig meget for mig og min familie. Jeg er stolt over, at jeg har skrevet min første kontrakt.
Noah ’Dinger’ lægger ikke skjul på, hvor meget kontrakten betyder for ham, og det er da også noget, der har huseret i drømmene siden, at Noah selv var bolddreng i Lollands Bank Park og så op til datidens NFC-stjerner.
– Det gav kæmpe kuldegysninger, da jeg løb på banen i Lollands Bank Park. Det er noget, som jeg har drømt om lige siden, at jeg selv var bolddreng dernede og så op til dem, der løb inde på banen. Jeg så mega meget op til spillere som Lars Pleidrup og Mathias Olsen, så det er stort for mig, at jeg nu forhåbentlig selv kan blive en spiller, der kan inspirere yngre spillere til at turde drømme stort, siger Dinger.
At inspirere de unge i klubben er noget der står ’Dinger’ nært, og han er derfor også allerede med omkring de yngre årgange i klubben, så han kan give tilbage til den klub, der har givet ham så meget.
– Det er vigtigt for mig at repræsentere klubben og give noget tilbage – både på og udenfor banen. For mig er det helt naturligt at engagere mig i klubben udenfor min egen træning og trup, og jeg elsker at være en del af U12-holdet. Det er nogle fantastiske drenge, og man bliver altid i godt humør af at komme i klubben og være med til at træne dem, slutter ’Dinger’.
Noah ’Dinger’ Huge Larsen har trods sine blot 17 år allerede fået tre førsteholdskampe for NFC.