Seneste nyt

Nykøbing FC skriver 3-årig aftale med Nikolaj Bonde

af

Væggerløse-drengen Nikolaj Bonde har netop sat sin signatur på en ny 3-årig aftale med Nykøbing FC.

I Nykøbing FC vil vi være lokalt forankrede, og i 2022 skal 50% af førsteholdstruppen og 30% af startopstillingen bestå af lokale spillere.

Det er derfor med stor glæde, at vi kan offentliggøre en ny 3-årig aftale med Væggerløse-drengen Nikolaj Bonde, som har været under stor udvikling i sine to seneste år i førsteholdstruppen.

– Nikolaj har i sine to år i divisionstruppen udviklet sig markant, og den udvikling ser vi nu frem til at kunne fortsætte. Nikolaj blev student fra vores CELF-sportslinje denne sommer, hvorfor han til den nye sæson nu i endnu højere grad kan træne og finpudse sin i forvejen meget positive udvikling.

– Vi er utroligt glade for, at vi nu også i de næste tre år råder over Nikolaj, og vi er overbevist om, at han i den kommende tid kommer til at tage nye store skridt, siger manager Claus Jensen.

Kontraktforlængelsen af endnu en af NFC’s egne unge talenter er langt fra en tilfældighed, men et resultat er flere års målrettet talentarbejde. Det er et talentarbejde, som klubben nu høster frugterne af.

– Vi har arbejdet målrettet på vores talentudvikling, og i de seneste par år har vi sat ekstra turbo på den. Det er det målrettede arbejde, som de mange dygtige trænere og ledere i NFC lægger for dagen, som vi nu for alvor ser bære brugt med tilføjelserne i truppen af både Nikolaj Bonde, Jacob Blach og Benjamin Lauridsen. Det er fantastisk at følge Nikolajs udvikling, og at han nu bliver en etableret og fast del af førsteholdstruppen, slutter Claus Jensen.

Nikolaj Bonde har foreløbigt spillet 12 kampe og scoret ét mål for Nykøbing FC.