Via en sen scoring af Sebastian Koch sikrede NFC sig videre avancement i Sydbank Pokalen efter en 2-1-sejr over Holbæk.
NordicBet Ligaens vante rammer var onsdag aften for en stund skiftet ud med Sydbank Pokalen, hvor Holbæk ventede i 1. runde.
Godt og vel 550 tilskuere – hvoraf omkring 150 havde indfundet sig på et samlet NFC-afsnit – blev vidne til en ægte pokalkamp, hvor der var spænding til det sidste.
2. divisionsmandskabet Holbæk startede med at spille frisk til, og de pressede højt på Nykøbing FC’s bagkæde, der i dag bestod af Mikkel Andersen, Kasper Jensen, Jordan Wilson og Simon Schultz. NFC spillede sig oftest flot ud af presset, men det var alligevel Holbæk, der kom til kampens første store chance.
Hjemmeholdet kom over venstrekanten, hvor et indlæg mod et helt fri Holbæk-spiller blev slået. Angriberen headede dog et stykke over mål, hvorfor NFC kunne ånde lettet op.
Herfra så Holbæk ikke meget til bolden i resten af første halvleg og slet ikke på Nykøbing FC’s banehalvdel.
Efter et 16 minutter viste startdebuterende Mikkel Andersen tænder, da han trak ind fra sin position i højre og sendte et kvalificeret skud afsted med venstrebenet mod det lange hjørne. Bolden slog godt i luften, men Holbæk-målmanden fik i sidste ende lapperne på den.
Efter 23 minutter kunne hjemmeholdet ikke længere holde stand. Sigurd Schøndorf kom over venstrekanten, hvor han fandt Mikkel Dahl på kanten af hjemmeholdets lille felt. Dahl lagde flot bolden af med hælen til Sebastian Koch, som fra kanten af feltet med stor sikkerhed kunne sparke bolden fladt i mål til 1-0.
Flere bød sig i 1. halvlegs sidste 20 minutter til for at udbygge føringen. Mikkel Dahl havde på oplæg af Sebastian Koch bud efter det lange hjørne, men til stor lettelse for hjemmeholdets fans sneg bolden sig akkurat forbi buret.
Endnu tættere på var Sebastian Koch få minutter senere, da han tøvede et halvt sekund for længe i en friløber, hvorfor målmanden flot kunne komme ud og redde forsøget. Returen røg ud til Nicolai Dohn, der resolut sparkede mod mål, men undersiden af overliggeren tog fra.
Kort før pausen var Sigurd Schøndorf tæt på at kunne drøne alene igennem med målmanden ligesom også Nicolai Dohn var tæt på at score efter et hjørnespark. Det forblev til 1-0 ved pausen.
Efter pausen kom Holbæk ud med fornyet energi og hurtigt fik de sendt et par langskud afsted mod Sebastian Olsens mål. Langskuddene blev ikke farlige, men de tændte en gnist hos hjemmeholdet, der vejrede morgenluft.
Hjemmeholdets fans fik da også noget at juble over kort efter, da de efter 54 minutter fik udlignet til 1-1.
Holbæk bed sig herefter fast i opgøret, men de måtte oftest nøjes med at spille rundt om NFC-feltet og sende halvfarlige indlæg i boksen.
Med 20 minutter igen skruede Nykøbing FC atter op for tempoet. To gange inden for et minut var Mikkel Dahl tæt på at bringe Nykøbing FC i front på ny, men en fræk hælaflevering og et hovedstød blev klaret af målmanden.
Chancerne til Dahl blev dog startskuddet til en NFC-belejring af Holbæks felt. Specielt Gustav Kjeldsen var tæt på at score, men han måtte se sin afslutning på en returbold blive reddet på stregen.
Det lignede dermed længe en omgang forlænget spilletid, men kort før dommerens slutfløjt viste Sebastian Koch igen farligheden.
Et indlæg blev sendt til bagerste stang, hvor Koch tog bolden ned og sparkede resolut i det korte hjørne uden chance for målmanden.
Oppe med 2-1 i dommerens tillægstid lignede det sikker avancement, men alligevel skulle hjertet helt op i halsen før, at Nykøbing FC kunne booke billetten til 2. runde.
En lang bold fandt vej til en Holbæk-spiller, der helt alene med Sebastian Olsen heldigvis blev presset til at sparke langt over mål.
Kort efter fløjtede dommeren kampen af, hvorfor det hele endte med en smal 2-1-sejr til NFC, der dermed fortsat er med i Sydbank Pokalen.
Holbæk – Nykøbing FC
1. Runde, Sydbank Pokalen.
0-1, Sebastian Koch (23 min)
1-1, Mads Bobjerg Larsen (54 min)
1-2, Sebastian Koch (90 min)
Nykøbing FC: Sebastian Olsen, Mikkel Andersen, Jordan Wilson, Kasper Jensen (Gustav Kjeldsen), Simon Schultz, Nicolai Dohn, Lars Pleidrup (45. Mathias Thrane), Mads Carlson, Sebastian Koch, Sigurd Schøndorf (71. Magnus Warming), Mikkel Dahl.