Der skulle forlænget spilletid til, men Nykøbing FC er videre til Sydbank Pokalens 3. runde efter en 3-2-sejr over HIK.
Der var dømt pokalbrag i Sydbank Pokalens 2. runde, da Nykøbing FC onsdag aften besøgte 2. divisionsholdet HIK i Gentofte Sportspark.
Nykøbing FC gav spilletid til en masse spillere, der på det seneste har siddet ude, men det var på ingen måde til at se i kampens indledning.
Allerede efter et minut fik Jens Olsens drenge spillet HIK tynde, hvorfor Mikkel Dahl fra en position lige indenfor HIK’s felt kunne afslutte mod mål. Desværre sneg den hårde og høje afslutning sig dog lige forbi sammenføjningen.
Så var man ligesom i gang, og kampen startede da i det hele taget også i højt tempo. Nykøbing FC var mest på bolden, imens HIK viste tænder på omstillinger.
Efter et kvarter fik værterne en stor chance på netop en omstilling, da en lang dyb bold blev sendt ned bag Gustav Kjeldsen og Jeppe Arnesen i midterforsvaret. HIK-angriberen blev dog hårdt presset i skudøjeblikket, hvorfor hans forsøg på en fremadstormende Thomas Villadsen blev sendt forbi mål.
Sekunder senere gik det løs i den anden ende af banen. Sigurd Schøndorf satte flot Sebastian Koch i scene på højrekanten, og Koch havde ingen problemer med at løbe fra sin direkte oppasser. Koch gjorde klar til at sende bolden ind til en helt fri angriber, men blev i stedet nedlagt, hvorfor der helt korrekt blev fløjtet straffespark.
Emil Holten tog sig af forsøget fra 11-meterpletten med stor sikkerhed, hvorfor Nykøbing FC kom i front med 1-0.
Glæden over føringsmålet varede dog kort, da HIK i en nærmest identisk situation ligeledes fik tilkendt sig et straffespark og scorede tilsvarende sikkert.
Med 1-1 på måltavlen kom der en anelse mere ro på opgøret, og det lignede længe, at holdene skulle gå helt lige til pausen.
Sigurd Schøndorf ville det dog anderledes, da han kort før pausefløjt flot sparkede et frispark fra små 30 meter op under overliggeren og dermed gjorde det til 2-1.
Det kunne også være blevet 3-1 kort efter, da Mikkel Dahl flot opfangede en løs bold i HIK-feltet, hvorefter han iscenesatte Emil Holten foran mål. Holten tog et træk udenom målmanden, men en HIK-forsvarsspiller havde i mellemtiden sneget sig ind på stregen, hvorfor han kunne redde forsøget i sidste øjeblik.
Dermed gik holdene til pause med en 2-1-føring til Nykøbing FC.
Efter pausen kom HIK bedst ud til kampen, men uden for alvor at blive farlige, da Nykøbing FC-forsvaret stod godt organiseret.
HIK sværmede en del om NFC-feltet, men langsomt begyndte Jens Olsens udvalgte at spille sig ind i opgøret igen. Det resulterede i en del gode chancer, hvor kampen kunne være lukket og slukket.
Emil Holten og Mikkel Dahl havde begge deres muligheder, men værternes målmand havde en god kamp, hvor han hev en håndfuld gode redninger ud af ærmet.
I stedet for at kampen blev lukket fik hjemmeholdet lidt ud af ingenting udlignet og bragt spændingen tilbage i opgøret.
Hjemmeholdet slap igennem over venstresiden, hvorefter en HIK-spiller pludselig var fri foran kassen med Thomas Villadsen. En ellers velspillende målmand kunne intet stille op, hvorfor det 10 minutter før tid stod 2-2.
Det lignede derfor forlænget spilletid, men begge hold havde fine muligheder kort før slutfløjt. Først med en chance var HIK, men Thomas Villadsen hev en god redning frem på forsøget fra højre side af NFC-feltet.
Efter 89 minutter var det så NFC’s tur til at teste HIK’s målmand, da indskiftede Mathias Gehrt og Lars Pleidrup fik kombineret Mikkel Dahl helt fri. Vinklen blev dog en anelse for spids, hvorfor HIK-målmanden kunne komme godt ud og igen finde en fodparade frem.
Dermed var der ingen vej udenom – kampen skulle ud i forlænget spilletid.
Nykøbng FC satte sig på den forlængede spilletid fra start, og især en frisk Lars Pleidrup drev gæk med hjemmeholdets forsvar.
Kort før pausefløjt i den forlængede spilletid sendte Mads Kaalund et fladt indlæg i HIK’s felt, og Nykøbing FC-spillerne stod nærmest i kø for at sparke bolden over stregen. Chris Thorsheim endte med at snuppe æren, hvorfor han kunne notere sin første NFC-scoring på et yderst vigtigt tidspunkt.
Nykøbing FC havde kort før slutfløjt endnu en chance for at lukke kampen, men Emil Holtens forsøg på at lobbe kuglen over en fremadstormende målmand mislykkedes, da bolden løb snært forbi den ene stolpe.
Dermed var Nykøbing FC millimeter fra at kunne booke sin plads i bowlen ved morgendagens lodtrækning, men HIK kom alligevel frem til en sidste chance. Forsøget fra kanten af NFC-feltet sneg sig dog forbi Thomas Villadsens ene opstander.
Det blev derfor ikke til flere mål, hvorfor Nykøbing FC er videre til 3. runde i Sydbank Pokalen, hvor samtlige Superligahold indtræder.
Der trækkes lod til 3. runde torsdag kl. 12:00.
HIK – Nykøbing FC
12.09.18
Sydbank Pokalen, 2. runde.
Nykøbing FC (4-3-3) Thomas Villadsen, Kasper Jensen, Jeppe Arnesen, Gustav Kjeldsen, Chris Thorsheim, Nicolai Dohn, Jordan Wilson (65. Mads Kaalund), Mikkel Dahl (113. Jørgensen), Sigurd Schøndorf (87. Mathias Gehrt), Sebastian Koch (Lars Pleidrup), Emil Holten.