Seneste nyt

Nykøbing FC rykker Benjamin Lauridsen i førsteholdstruppen

af

Det lokale forsvarstalent Benjamin Lauridsen er ny mand i førsteholdstruppen, hvorfor vi fortsætter en stolt tradition med at udvikle egne talenter.

I 2022 skal 50% af Nykøbing FC’s trup være lokalt forankret, imens 30% af startopstillingen skal være egenudviklet.

Det er derfor med stor glæde, at vi helt i tråd med klubbens vision kan rykke Nordfalster-drengen Benjamin Lauridsen op i førsteholdstruppen.

18-årige Benjamin Lauridsen har spillet i NFC siden han var U13-spiller, og det glæder da også manager Claus Jensen, at forsvarstalentet nu har taget hele turen op til divisionsholdet.

– Benjamin er inde i en rigtig god og spændende udvikling. Han har i løbet af det seneste halve år været oppe og snuse til førsteholdets træning, hvilket har gavnet hans udvikling. Samtidig har Benjamin knoklet for at nå hertil, og det vidner om, at han trods sin unge alder har den rette mentalitet for at blive den bedste udgave af sig selv, siger Claus Jensen inden, at han fortsætter.

– At Benjamin rykker direkte fra U19 til 1. divisionsholdet fortæller også historien om det setup, som vi har. Benjamin har i hele sin ungdomstid i NFC været omringet af dygtige trænere – ikke mindst i form af First Team Coach Brian Rasmussen på U15 og U17 og senest U19-træner Thomas Slosarich, som kom til i sommer, og Jan Jacobsen, der som transitionstræner har været med til at klæde Benjamin på til nu at skulle tage skridtet mod at være seniorspiller. Der er ikke noget bedre, end når en af vores egne drenge formår at tage turen op gennem rækkerne og bliver en del af førsteholdstruppen, siger Claus Jensen.

En del af visionen

Med oprykningen af Benjamin Lauridsen i førsteholdstruppen bliver divisionsmandskabet en lokal spiller rigere, og det er ifølge transitionstræner Jan Jacobsen helt i tråd med klubbens vision.

– Vores filosofi i Nykøbing FC er at have et stærkt træningsmiljø og en stærk kultur, hvor der er dygtige trænere og en dygtig stab rundt om både senior- og ungdomshold. Spillerne skal have den særlige NFC-spillestil og den ’blå tråd’ ind under huden, så vi kan udvikle landsdelens talenter. Oprykningen af Benjamin er fuldstændig i tråd med klubbens vision samt med det talentarbejde, der blev startet i 2015 og som vi i 2019 satte yderligere turbo på, siger Jacobsen inden, at han roser Benjamin Lauridsen.

– Benjamin har arbejdet målrettet mod at nå hertil, og hans plads i førsteholdstruppen er et resultat heraf. Han er et stort talent, som vi tror på kan udvikle sig rigtig godt i vores træningsmiljø. Jeg ved, at Benjamin har kigget meget på divisionholdets øvrige lokale spillere, og på samme måde kan klubbens unge spillere nu se på Benjamin og bruge hans udvikling som motivation, slutter Jacobsen.

Benjamin Lauridsen startede tirsdag træningen op med resten af truppen, og han får trøjenummer 23.