Seneste nyt

Nykøbing FC og Spar Nord arrangerer stor fodboldfest: Legedag, Brizze og Happy Hour på stadion

af

Der er dømt fodboldfest i Lollands Bank Park, når Nykøbing FC og Spar Nord inviterer til kæmpe fodboldfest før og under hjemmekampen mod Vendsyssel FF d. 13/8.

I efteråret så vi, hvad et tætpakket Lollands Bank Park kunne, da hele 5000 glade sydhavsboere deltog i fodboldfesten mod F.C. København.

Det er den stemning, som alle i og omkring Nykøbing FC hungrer efter, og stærkt inspireret af den oplevelse, arrangerer Nykøbing FC i samarbejde med Spar Nord nu en kæmpe fodboldfest i forbindelse med hjemmekampen d. 13. august mod Vendsyssel FF.

Direktør fra Spar Nord i Nykøbing Falster, Brian Skov Henriksen udtaler;

– Vi fra Spar Nord er jo næsten lige landet på landsdelen, og for os er det vigtigt at være en aktiv spiller i det lokalsamfund, som vi er en del af. Vi er tit hernede for at nyde en god fodboldkamp, men vi havde også glæden af at få det her sus ved rigtig mange tilskuere sidste efterår mod F.C. København. Vi vil rigtig gerne bidrage til en ny stor stadionoplevelse, der kan give et boost til, at der kommer endnu flere folk på stadion – også fremadrettet.

– Vi ønsker at kæde gode oplevelser sammen med stadionoplevelsen og binde det hele sammen i en stor festdag for landsdelen. Vi vil skabe succes for kulturen på Lolland-Falster, for vi ved, at det danner fællesskab og glæde, der måske i sidste ende også er med til at skabe bosætning på Lolland-Falster. Vi håber med tiltaget at skabe en god dag for alle, siger Brian Skov Henriksen.

I Nykøbing FC er der stor glæde over, at en partner har lyst til at bidrage til stadionoplevelsen, så vi kan få endnu flere på stadion og derved løfte både stemning og klub.

Kommerciel direktør i NFC Thomas Hermansen udtaler;

– Det er fantastisk at have virksomheder, der virkelig vil vores lokalområde. Det er meget tydeligt, at Spar Nord, ligesom os selv, virkelig brænder for Lolland-Falster, så vi er naturligvis rigtig glade for det her samarbejde, og vi glæder os utroligt meget til d. 13. august. Jeg er sikker på, at det bliver en mindeværdig dag.

– Vi har sammen med Spar Nord fra start af haft øje for, at fundamentet i det hele er vores landsdel og børnene på Sydhavsøerne. Vi vil rigtig gerne være landsdelens landshold, hvor at folk kommer på stadion for at se alle de lokale talenter fra alt fra Nakskov til Nykøbing tørne ud på højt niveau, siger Thomas Hermansen.

Youtube-stjernen Brizze besøger Sydhavsøerne

Der er derfor lagt op til en fantastisk dag for alle på Lolland-Falster – uanset om man er fodboldfan eller ej.

Selve programmet for dagen er omfattende, og det er med stor glæde, at vi kan præsentere, at vi får besøg af Youtube-stjernen Brizze, der både vil være til stede før og under kampen.

Dagen starter kl. 11:00 i NFC Syd, hvor der er arrangeret hoppeborg, fodbolddart, oppustelig fodboldbane, rodeotyr, autografskrivning fra NFC-spillere samt øvrige mini-aktiviteter. Brizze vil fra 12:30 være med og kl. 13:00 giver han et show, hvor han viser sine fantastiske kundskaber med en bold, som ikke mange i verden kan gøre ham efter.

13:30 går Brizze forrest i en march mod Lollands Bank Park, og alle børn der deltager i denne march vil have gratis adgang. Vi gør opmærksom på, at voksne skal købe billet.

Inde på stadion vil Brizze skrive autografer og tage selfies fra 14:05 til kampstart kl. 15:00.

Herefter går Brizze i Loungen, hvor han personligt vil overrække præmier til de, der har deltaget i en konkurrence, som du kan læse mere om her.

Det er dog ikke kun for børnene, at der er sørget for underholdning.

Fra 14:00 til 15:00, vil der således være fri fadøl i ølboderne i Lollands Bank Park. Reglen er dog, at man kun tager to ad gangen, og at man er minimum 18 år.

Derudover vil der i hjørnerne af stadion være små pop up boder, hvor leverandører vil stå klar med små smagsprøver på diverse delikatesser.

Mange tilskuere er lige med penge til Broen

Nykøbing FC og Spar Nord håber selvsagt på en masse folk på stadion, så alle kan få en fantastisk oplevelse med at være til fodbold på pt. højeste niveau på Sydhavsøerne.

Udover de mange tiltag, har Spar Nord dog også bundet en sløjfe rundt om arrangementet, således at tilskuernes fremmøde også kommer Broen Lolland og Broen Guldborgsund til gode.

Broen hjælper socialt udsatte børn til en aktiv fritid, og Spar Nord håber at skulle af med en masse penge til formålet.

– Vi har bundet sløjfen rundt om det her arrangement ved også at få velgørenhed indover. Vi har derfor besluttet at give 1,- kr. til Broen pr. tilskuer, og når vi 2000 tilskuere, så doubler vi op. Vi håber at flere partnere vil være med på det initiativ, så vi kan få samlet en masse penge ind til Broen og deres projekter til fordel for udsatte børn, siger direktør i Spar Nord Brian Skov Henriksen.

Her er programmet for dagen

Der sker ikke så lidt i omkring NFC lørdag d. 13. august, og vi har samlet det samlede program herunder.

11:00: Stor legedag i NFC Syd med besøg fra Brizze

13:00: Brizze-show i NFC Syd

13:30: March med Brizze fra NFC Syd til Lollands Bank Park

14:05: Autografer og selfies med Brizze i Lollands Bank Park

14:00-15:00: Fri fadøl for de voksne på stadion

15:00: Kampstart!