1010 tilskuere så til, da Nykøbing FC spillede 1-1 mod Lyngby BK.
Solen skinnede over CM Arena søndag eftermiddag, da flotte 1010 tilskuere overværede kampen mod Lyngby BK.
De mange tilskuere blev vidne til en intens start, hvor der allerede inden for de første 10 minutter var scoret to gange.
Allerede efter seks minutter blafrede nettet for første gang i CM Arena, og heldigvis var det i Lyngbys ende.
Magnus Warming fik start debut, og han tryllede ude på højrekanten inden, at han sendte Søren Christensen i dybden. Christensen snød en mand, sendte bolden ind i boksen og så lå bolden for fødderne af Mathias Gehrt, som resolut sparkede bolden i kassen bag en chanceløs Lyngby-målmand.
Dermed var drømmestarten en realitet, men glæden varede kort. Få minutter senere kom Lyngby nemlig tilbage i kampen, da Martin Ørnskov udnyttede en løs bold i feltet efter et frispark.
Kampen fortsatte herefter i et hæsblæsende tempo, men antallet af chancer blev holdt nede af to solide defensiver.
Nykøbing FC sluttede dog første halvleg bedst af, og Lyngby kunne ikke være alt for utilfredse med at kunne gå til pause med 1-1 på måltavlen.
Specielt over NFC’s højrekant havde Lyngby problemer og både Magnus Warming, Chris Thorsheim og Søren Christensen var involverede i gode situationer, der kunne have ført til endnu større chance, end det blev tilfældet.
Kort efter pausen viste Lars Pleidrup sig flot frem, da han modtog en flot tværaflevering fra Mads Kaalund, som han håndterede på elegant vis. Pleidrup tog bolden ned med brystet og chippede bolden over sin direkte oppasser inden, at hans forsøg på at halvflugte mod mål dog blev blokeret. Pleidrup, der blev hyldet for sin kamp nummer 350 før kampen, modtog dog fortjenet klapsalver fra CM Arena.
60 minutter skulle der gå før, at anden halvlegs første store chance kom, og den tegnede Nykøbing FC sig for.
Joachim Wagner slog et frispark til bagerste stang, hvor Gustav Kjeldsen vandt sin duel og sendte bolden på tværs feltet. Her kom Mathias Tauber stormende, og han var tæt på at kunne skubbe bolden det sidste stykke ind over stregen til en ny føring. Hårdt presset i skudøjeblikket blev forsøget dog afvist.
Nykøbing FC sad tungt på kampen i denne fase uden, at det dog for alvor blev farligt i Lyngby-feltet.
I kampens sidste fjerdedel overtog Lyngby-styringen, og Sebastian Olsen måtte fortsætte de flotte takter fra årets første to kampe, da han af flere omgange hev gode redninger ud af ærmet.
Både gæsternes Rezan Corlu og Adnan Mohammad havde store tilbud, men formåede ikke at få NFC’s netmasker til at blafre.
Kort før tid modtog Lyngbys Frederik Gytkjær sit andet gule kort, hvorfor at Nykøbing FC satte en slutspurt ind i de døende minutter.
Nykøbing FC sværmede om Lyngbys felt, men den helt store chance kom ikke, hvorfor begge hold måtte nøjes med et enkelt point.
Næste opgave for Nykøbing FC er søndag d. 24. marts, hvor det gælder en udekamp mod FC Fredericia.
Nykøbing FC – Lyngby BK
22. runde i NordicBet Ligaen.
17. Marts 2019, Kl. 13:45 i CM Arena.
1-0, Mathias Gehrt (6 min)
1-1, Martin Ørnskov (10 min)
Nykøbing FC; Sebastian Olsen, Chris Thorsheim, Gustav Kjeldsen, Mathias Tauber, Lars Pleidrup, Jordan Wilson (46. Nicolai Dohn), Søren Christensen (79. Mathias Thrane), Mads Kaalund, Mathias Gehrt, Joachim Wagner, Magnus Warming (72. Mathias Kristensen).