Lodtrækningen til 2. runde i Sydbank Pokalen er netop foretaget, og Nykøbing FC skal op imod 2. divisionholdet HIK på udebane.
En forrygende indsats på OK+ Stadion i Nakskov i sidste uge mod Lyngby betød, at Nykøbing FC for få minutter siden var med i bowlen, da der blev trukket lod til pokalturneringens 2. runde.
2. runde er der, hvor størstedelen af Superliga-holdene indtræder i turneringen, hvorfor der var mulighed for at få besøg fra landets øverste række i CM Arena. Med i bowlen var sidste års top-seks fra Superligaen dog endnu ikke, da de først indtræder i 3. runde.
Skæbnen ville dog ikke, at det i denne omgang skulle blive til modstand fra Superligaen, da Nykøbing FC i stedet blev trukket op mod 2. divisionholdet fra HIK. Trækningen betyder, at Nykøbing FC spiller på udebane, da HIK er lavere rangeret end Nykøbing FC.
Kampen er endnu ikke fastlagt, men vil blive spillet enten tirsdag d. 4. eller onsdag d. 5. september.