
Nykøbing FC har lejet den unge offensivspiller Magnus Bøttker i B.93 for resten af indeværende sæson.
Oprustningen frem mod det utroligt spændende og vigtige forår i Nykøbing FC fortsætter.
Tidligere på dagen blev midterforsvarer Peter Ullum præsenteret, og det er med stor glæde, at vi nu kan præsentere en lejeaftale med den talentfulde offensivspiller, Magnus Bøttker.
Magnus Bøttker har i denne uge trænet med i Nykøbing FC, og her har han vist sig så godt frem, at partnerne sammen med B.93 er blevet enige om en lejeaftale for resten af denne sæson.
Claus Jensen glæder sig over aftalen med Magnus Bøttker, som ifølge fodbolddirektøren er en klassisk NFC-spiller med de offensive kvaliteter i orden.
– Magnus er en spiller, som vi har fulgt i en længere periode, og som vi derfor kender rigtig godt – både fra hans tid i Silkeborg IF og i B.93. Han passer på mange måder perfekt ind i den måde, som vi gerne vil spille fodbold på her i Nykøbing FC, da han er en teknisk meget dygtig spiller med øje for målet. Han har i den forgangne uge vist, at han passer godt ind og supplerer vores i forvejen stærke miljø, siger Claus Jensen inden, at han uddyber.
– Med Magnus på plads styrker vi truppen og skærper konkurrencen på alle de offensive positioner. Jeg er meget tilfreds med, at vi nu får glæde af ham i foråret, slutter fodbolddirektøren.
Magnus Bøttker har fået sin fodboldopdragelse i det stærke talentmiljø i Silkeborg IF, imens han det seneste års tid har spillet hos NordicBet Liga-klubben B.93, hvem han har spillet 15 kampe for.
Tillykke til Magnus og Nykøbing FC!