Claus Jensens mandskab blæste AB omkuld i Gladsaxe med en 1-6-sejr efter hele 0-4 ved pausen.
For anden weekend i træk ventede der Nykøbing FC en topkamp i 2. division, da AB ventede i Gladsaxe.
AB havde før eftermiddagens opgør ikke tabt siden 1. runde, men den stime blev godt og grundigt stoppet af et tændt Nykøbing FC-mandskab, der især i første halvleg spillede champagnefodbold.
Nykøbing FC kom stærkt ud til opgøret, hvor de sad på samtlige dueller og andenbolde. AB virkede hurtigt kyste, og det skortede da heller ikke på NFC-chancer i kampens indledning.
Allerede efter tre minutter fik topscorer Mathias Kristensen sit første tilbud, da Sebastian Koch sendte et indlæg i boksen. Den store angribers hovedstød gik dog i denne omgang forbi mål.
Få minutter senere tog fynboen dog hul på sit eget private målshow.
Igen smed Sebastian Koch et indlæg i feltet, men denne gang blev Mathias Gehrt væltet omkuld ved straffesparkspletten. Dommeren var ikke i tvivl – straffespark!
Mathias Kristensen sparkede hårdt og midt i målet, og selvom AB-målmanden fik en fod på bolden, så suste bolden i nettet til 0-1.
Der stod Nykøbing FC på alt det første kvarter, hvor især et højt pres samt genpres voldte hjemmeholdet problemer med at få nogen som helst form for initiativ i opgøret.
Efter 16 minutter slap AB dog alligevel igennem NFC’s bagerste geledder, men Andreas Holm kom i sidste øjeblik ned og blokerede en afslutning tæt under Sebastian Olsens mål.
Chancen vækkede NFC på ny.
Inden for få minutter havde både Emilio og Koch bud efter en udbygning af føringen, hvoraf sidstnævntes afslutning tog ydersiden af stolpen efter et fremragende angreb iscenesat af Mads Carlson og Mathias Gehrt.
Efter 26 minutter gik den ikke længere for AB. Chris Thorsheim tog et fremragende løb op ad højrekanten, hvorefter han sendte et fladt indlæg ind til MK, som havde indfundet sig på kanten af feltet. Topscoreren tøvede ikke, men smækkede resolut sin afslutning ned i det korte hjørne uden chance for målmanden.
Dermed scorede MK sit 12. sæsonmål i denne sæson. Dette vel at mærke i 11 ligakampe.
Man kunne næppe forlange meget mere sat med NFC-briller, men det skulle blive endnu bedre.
Efter 29 minutter tog dagens venstreback, Simon Schultz, et fantastisk raid op af venstrekanten, hvorefter han smed bolden ud til Sebastian Koch på bagerste stang. AB-målmanden reddede dog Kochs forsøg til hjørnespark.
Simon Schultz tog sig af hjørnesparket, som han sendte til forreste stang, og her dukkede Sebastian Koch op, hvor han snittede bolden over i det lange hjørne til 0-3.
To minutter senere blev det endda 0-4. Victor Christiansson sendte flot Emilio Simonsen i dybden, og den lille tekniker sendte usvigeligt sikkert bolden i nettet til 0-4.
Nykøbing FC var fortsat mest på bolden, men de helt store og åbne chancer blev det ikke til i denne fase af kampen.
Efter 42 minutter var det tæt på at kunne blive 0-5, da Jacob Egeris fik et godt tilbud efter et hjørnespark. Egeris har scoret tre mål i denne sæson, men i denne omgang fik forsvarsspilleren ikke for alvor ram på bolden.
Dermed måtte Nykøbing FC ’nøjes’ med at gå til pause med en 0-4-føring i topkampen.
Efter pausen kom AB ud med fornyet energi, og de startede i højt tempo. Det blev dog ikke til mere end et par dødbolde omkring NFC-feltet.
I stedet overtog NFC igen initiativet, og det kunne af flere omgange være blevet 0-5 i denne fase af opgøret.
Først sendte Mads Carlson kantraketten Sebastian Koch i dybden, hvorefter Koch driblede forbi sin oppasser og var tæt på at kunne udplacere målmanden. Afslutningen sneg sig dog forbi den ene stolpe.
Også Mads Carlson var tæt på at score, da han på et frispark fra en spids vinkel akkurat fik reddet et ellers godt forsøg på op på overliggeren.
Nykøbing FC følte sig komfortable efter en times tid, og så blev der spilletid til nogle af truppens dygtige spillere, der på det seneste ikke har fået mange minutter. Jacob Blach og Kristian Lindberg erstattede således Andreas Holm og Mathias Kristensen.
Nykøbing FC dominerede fortsat opgøret, men med en lille halv time tilbage af kampen blev AB tilkendt et straffespark, hvilket sikkert blev omsat til en 1-4-reducering.
AB kom bedre med i opgøret og efter 65 minutter var de ved at slippe alene igennem med Sebastian Olsen. Unge Jacob Blach fik dog afværget friløberen og blev efterfølgende tilkendt et frispark.
Efter 74 minutter bød Kristian Lindberg sig også til, da han trak ind fra venstre og havde bud efter det lange hjørne. AB-målmanden fik dog flot reddet til hjørnespark.
Kort efter burde Nykøbing FC have haft sit andet straffespark i kampen, da Jacob Egeris blev løbet ned bagfra af en grønklædt AB-spiller. I stedet for straffespark måtte NFC dog nøjes med et hjørnespark, der ikke kastede noget videre af sig.
Nicolai Jessen og Mikkel Andersen fik også spilletid i opgøret, og førstnævnte havde i flere omgange optræk til gode muligheder, imens sidstnævnte markerede sig med flere fine defensive aktioner.
Hvis det sidste søm ikke allerede var slået i AB-kisten, så gjorde Sebastian Koch det med 10 minutter tilbage.
Koch trak ind i banen fra sin positioner i højre, snød to mand og afsluttede med en lang tå mod det lange hjørne. Bolden blev rettet af, men strøg heldigvis helt op i krogen via overliggeren.
Målet gav et stort jubelbrøl fra de mange fremmødte NFC-fans, men et tilsvarende stort brøl kom få minutter senere, da Søren Christensen gjorde comeback og fik sine første minutter i denne sæson.
Kort efter var det tæt på at blive 1-6, da Sebastian Koch gik til mållinjen og fandt Kristian Lindberg fri foran mål.
Lindbergs afslutning blev dog blokeret på stregen.
AB blev mere og mere opgivende og få minutter efter Lindbergs afslutning fik NFC en ny god mulighed, da Nicolai Jessen, Kristian Lindberg og Sebastian Koch befandt sig i en tre-mod-to omstilling. Lindberg blev omgivet af god løb, der skabte plads til en afslutning, men det flade forsøg blev pillet af målmanden.
Efter 88 minutter var det tæt på, at Søren Christensen fik et perfekt comeback, da Sebastian Koch lagde en aflevering til rette for ham på kanten af feltet. Christensens afslutning blev dog flot reddet af AB-målmanden, der trods resultatet markerede sig med fine redninger undervejs.
I dommerens tillægstid blev det dog 1-6. Søren Christensen slog et perfekt indlæg ind i panden på Jacob Egeris, der for fjerde gang i sæsonen kunne sætte panden på bolden og sende den i nettet.
Kort efter fløjtede dommeren af, hvorfor det blev til en mindeværdig 1-6-sejr for NFC i topkampen mod AB.
AB – Nykøbing FC
08.11.20 Kl. 13:00, Gladsaxe Stadion
2- Division, 11. Spillerunde.
1-6 (0-4)
0-1, Mathias Kristensen (7 min)
0-2, Mathias Kristensen (27 min)
0-3, Sebastian Koch (30 min)
0-4, Emilio Simonsen (32 min)
1-4, Sylvester Seeger-Hansen (61 min)
1-5, Sebastian Koch (80 min)
1-6, Jacob Egeris (90+)
Nykøbing FC: Sebastian Olsen, Chris Thorsheim, Jacob Egeris, Andreas Holm (60. Jacob Blach), Simon Schultz (70. Mikkel Andersen), Victor Christiansson, Mads Carlson (83. Søren Christensen), Mathias Gehrt, Sebastian Koch, Emilio Simonsen (70. Nicolai Jessen), Mathias Kristensen (60. Kristian Lindberg)