LUIF og B. 1938 er de to seneste klubber, der har indgået et formaliseret samarbejde med Nykøbing FC.
Ikke bare én, men hele to klubber er nye samarbejdsklubber med Nykøbing FC.
LUIF og B.1938 har til daglig et fremragende samarbejde omkring børnefodbolden, hvorfor masser af børn fra Idestrup og Listrup træner sammen. Det er derfor helt naturligt, at klubberne nu i samarbejde indgår samarbejde med NFC.
– Vi har jo en enorm kærlighed til ikke blot fodbolden på Lolland-Falster, men også børnefodbolden, som vi mener er ekstrem vigtig. Glæden ved fodbolden og sammenholdet omkring det starter i de helt tidlige årgange, så vi er rigtig glade for både vores interne samarbejde, og at vi nu kan kalde os samarbejdsklub med Nykøbing FC, siger formand i B. 1938, Julie Kurtzmann inden, at ungdomsformand i LUIF, Morten Christensen, stemmer i.
– Det er helt naturligt for os at bakke op om Nykøbing FC, og den indsats, der bliver gjort for børne- og ungdomsfodbolden. Vi glæder os til, at vi sammen kan løfte fodbolden på landsdelen.
Talentchef i Nykøbing FC, Frederik Scheuermann, glæder sig over også samarbejdet og ikke mindst det miljø, der er skabt i samarbejdet mellem B. 1938 og LUIF.
– Det er enormt glædeligt at se det børnemiljø, der er blevet skabt i samarbejdet mellem B. 1938 og LUIF. Glæden ved fodbolden lyser ud af spillerne og ikke mindst de passionerede trænere samt ledere, der er i miljøet. Vi glæder os til samarbejdet til gavn for børnefodbolden og talentudviklingen på Lolland-Falster samt Sydsjælland, siger han.
Velkommen i NFC-familien til B. 1938 og LUIF.