
Mathias ’Malte’ Johannsen er ny mand i Nykøbing FC-trøjen efter, at han i dag har underskrevet en 1-årig kontrakt.
Sommerens anden tilgang er en realitet, da Nykøbing FC har tilknyttet venstrebacken Mathias ’Malte’ Johannsen.
Mathias ’Malte’ Johannsen kommer til på en fri transfer fra FC Fredericia, hvor han har spillet i de seneste tre sæsoner, og manager Claus Jensen glæder sig over aftalen.
– Jeg glæder mig meget over, at vi har fået Malthe ind i vores stærke trup. Han har masser af NordicBet Liga-kampe på cv’et, så han kender alt til rækken samt, hvad der kræves for at være med på dette niveau. Vi får en intelligent, teknisk stærk og alsidig forsvarsspiller i sin bedste fodboldalder. Det er jeg naturligvis meget tilfreds med, siger Claus Jensen.
Johannsen: Glad for at være en del af NFC
Mathias Johannsen, som mest går under navnet ’Malte’, var allerede i går for første gang på træningsbanen med sine nye holdkammerater.
Malte har derfor allerede fået et godt indtryk af sin nye klub og holdkammerater.
– Drengene har taget rigtig godt imod mig. Man er selvfølgelig altid spændt på, hvordan det er at komme ind på et sammentømret hold, men jeg har fået et rigtig godt indtryk af alle på og omkring holdet, siger det nyeste ansigt i NFC-truppen inden, at han glæder sig over at være havnet i klubben.
– Jeg havde nogle rigtig gode snakke med Claus, som fortalte mig om projektet og den rejse som klubben er på. Jeg synes, at det er enormt spændende, og jeg er rigtig glad for, at jeg nu er en del af det.
Mathias ’Malte’ Johannsen har sammen med resten af truppen påbegyndt sommeropstarten inden, at det d. 25. juli går løs hjemme i Lollands Bank Park mod Lyngby BK.