Ahmed Hassan er ny mand i Nykøbing FC, da han kommer til på en 2-årig kontrakt fra Næstved.
Navnet Ahmed Hassan vil sikkert ringe en klokke hos mange NFC-fans, da han igennem de seneste fire år er tørnet ud i grønt for Næstved.
Nu bliver grønt dog skiftet ud med blåt, da Ahmed Hassan har underskrevet en to-årig aftale med hele Lolland-Falster og Sydsjællands hold.
Manager Claus Jensen byder den nye mand i truppen velkommen.
– Vi kender Hassan rigtig godt, da vi har spillet mod ham masser af gange i Næstved over de seneste år, hvor han altid var den spiller, som vi holdt allermest øje med. Så vi kender ham rigtig godt, og vi ved hvor dygtig han er siger Jensen, inden at han uddyber Hassans kompetencer.
– Hassan er en dygtig afslutter, dygtig til at positionerer sig i feltet og dygtig til at løbe de rigtige løb og passer perfekt ind i måden vi spiller på. Han er en klog spiller, der er god på alt det relationelle, og samtidig er han en super fyr. Det er en fornøjelse at have med ham i truppen, og vi er alle meget glade.
Ahmed Hassan har en fortid i både HB Køge og Næstved, hvorfra offensivspilleren har stor rutine fra divisionsniveau. Manageren glæder sig over, at nu kan råde over Hassan til at supplere de mange dygtige og unge spillere i truppen.
– Vi har rigtig mange dygtige og unge spillere på vej, med Hassan får vi en mere rutineret divisionsspiller, der har været på niveauet i mange år efterhånden. Han er meget ambitiøs, ligesom vi selv er i NFC. Jeg glæder mig rigtig meget til at arbejde med Hassan, og jeg er sikker på, at det bliver rigtig godt, slutter han.
Ahmed Hassan havde allerede første træning med sine nye holdkammerater i går.