Seneste nyt

Nykøbing FC henter kommunikationschef hjem fra Superligaen

af

Frederik Scheuermann er hentet tilbage fra Lyngby Boldklub og tiltræder søndag i en rolle som kommunikations, branding og marketingschef.

Nykøbing FC har hen over vinteren styrket truppen på både træner- og spillersiden. Det er med stor glæde, at vi nu også kan præsentere endnu en forstærkning udenfor kridtstregerne, da det er lykkedes at hente en gammel kending hjem til klubben.

Frederik Scheuermann spillede fra 2017 til 2023 en stor rolle i Nykøbing FC, hvor han først var kommunikationschef og i de sidste to år sideløbende også bestred rollen som talentchef.

I vinteren 2023 rejste han til Lyngby Boldklub for at videreudvikle sig og prøve kræfter med rollen som kommunikationschef i en superligaklub, men nu får vi atter glæden af Frederik i NFC.

Fodbolddirektør Claus Jensen glæder sig meget over tilføjelsen, der har til hensigt igen at give klubben et boost på de strategiske spor udenfor kridtstregerne.

Vi er utroligt glade for, at vi er lykkedes med at trække Frederik hjem til Nykøbing FC, hvor han tidligere har gjort et rigtig flot stykke arbejde. Vi står som klub nu et sted, hvor vi oplever stor opbakning og interesse på den kommercielle front og med ansættelsen af Frederik, har vi fokus på værdiskabelsen for både fans, partnere og alle øvrige NFC-interesserede.
Vi styrkede administrationen i efteråret, og det er en del af strategien, at vi nu skruer yderligere op på parametrene branding, marketing og kommunikation, siger fodbolddirektør Claus Jensen inden, at han fortsætter.
Frederik kender allerede Nykøbing FC bedre end de fleste qua sine mange år i klubben, og nu kommer han tilmed med en for os rigtig vigtig erfaring fra en klub, der er enormt dygtig på den kommercielle og kommunikative del. Det var en stor prioritet, at det skulle være Frederik, som vi skulle have ind i denne rolle, og vi er rigtig glade for, at det nu er lykkes.

Frederik Scheuermann er ansat på tværs af NFC, hvorfor han derfor skal arbejde i både moderklub og i den professionelle afdeling.

Ansættelsen er derfor et udtryk for den store sammenhængskræft mellem moderklub og den professionelle afdeling.

Tilbagevenden var et spørgsmål om tid

Nykøbing FC er heldigvis langt fra alene med glæden over den nye aftale. Også Frederik Scheuermann selv ser frem til sin tilbagevenden til klubben.

Nykøbing FC betyder utrolig meget for mig både privat og professionelt, så for mig har det kun været et spørgsmål om tid før, at jeg skulle tilbage og bidrage med de ting, som jeg kan. Da klubben henvendte sig, var jeg aldrig i tvivl om, det var det rigtige tidspunkt, for jeg føler, at NFC har taget nogle enormt spændende skridt det seneste halve års tid, siger Frederik Scheuermann, som især glæder sig til gensynet med Lollands Bank Park.
Jeg er kommet i Lollands Bank Park så længe jeg kan huske, og det er bare noget særligt at repræsentere den klub, som jeg er vokset op med. Jeg glæder mig enormt meget til igen at kunne kalde mig NFC’er, og ikke mindst til at trække i arbejdstøjet – der er masser af spændende opgaver foran os, og jeg håber, at alle i lokalsamfundet er klar til at bakke op,slutter han.

Den lokale forankring i centrum

Frederik Scheuermann har selv spillet i en af Nykøbing FC’s moderklubber, og selvom den i de seneste to år har stået på job i Lyngby, er han stadig bosat i Nykøbing. Den lokale forankring  betyder derfor meget for ham.

Jeg synes, at noget af det allerbedste ved Nykøbing FC er den lokale forankring, Vi skal være en aktiv spiller i byen og på landsdelen, og det er et område, som jeg virkelig ser frem til at gribe i. Vi skal ud at være til stede på skoler, uddannelsesinstitutioner og alle steder, hvor der er nogle, der kan have gavn af de mange gode ting, som NFC bringer til bordet. Flere af de nytilkomne spillere har bosat sig hernede, og det vidner om det store lokale engagement, som vi ønsker at bidrage med, fortæller Frederik Scheuermann, som også ser frem til at skrue på knapperne ift. stadionoplevelsen i Lollands Bank Park.
Jeg har altid synes, at Lollands Bank Park er et utroligt hyggeligt stadion at komme på, og i de senere år har Nordkurven også bidraget med et lydtæppe, som ikke er alle klubber forundtpå vores niveau. Jeg glæder mig til, at vi skal skrue yderligere på nogle knapper, så vi kan få en endnu bedre stadionoplevelse, få endnu flere folk på stadion og gøre Lollands Bank Park til et samlingssted og en lokal folkefest, slutter han.

Frederik Scheuermann vil have første arbejdsdag til hjemmekampen mod Middelfart d. 23. marts.

Velkommen hjem, Frederik!