Seneste nyt

Nykøbing FC forlænger med Victor Christiansson

af

NFC og Victor Christiansson er blevet enige om at forlænge hans nuværende kontrakt med et enkelt år. Christianssons kontrakt udløber nu først 30. juni 2024.

70% er jorden er dækket af vand – resten dækker Victor Christiansson.

Det er i hvert fald den følelse man har siddet med, når man har set, hvordan Victor Christiansson siden sidste sommer har udfyldt den defensive midtbane iført en Nykøbing FC-trøje.

Det er derfor med stor glæde, at vi kan offentliggøre, at der er lagt et ekstra år oveni Victor Christianssons nuværende kontrakt, hvorfor den nu først udløber i sommeren 2024.

Manager Claus Jensen glæder sig over forlængelsen.

– Vi har været utrolig glade for at have Victor i klubben siden, at han kom sidste år. Han spillede en vigtig rolle i oprykningen tilbage til NordicBet Ligaen, og samtidig ser vi kun et endnu større udviklingspotentiale i ham. Jeg er enormt glad for, at vi også i de kommende tre år har glæde af ham, siger Claus Jensen.

Glæder sig til at tage næste skridt

Vellidte Victor Christiansson er lynhurtigt blev en integreret del af NFC-truppen og også fansene er glade for den kontante svensker, der altid sørger for at rydde op foran forsvaret.

Selv er Christiansson også glad for NFC og ikke mindst livet på Lolland-Falster.

– Jeg er utrolig glad for, at jeg har forlænget min aftale, og jeg ser meget frem til at tage næste skridt med NFC. Både i kraft af, at vi nu skal rykke os til næste niveau, men også personligt, hvor jeg virkelig føler, at jeg bliver bedre og bedre uge for uge. Det var ikke en svær beslutning for mig at forlænge, fortæller Victor Christiansson, der har bosat sig i Nykøbing Falster.

– Jeg er rigtig glad for livet i Nykøbing. Byen er fuld af søde mennesker, der alle vil en det bedste, og det tillader mig at fokusere 100% på fodbolden uden at skulle skænke eksempelvis transport til træning en tanke. Det er alt i alt bare fantastisk, at jeg nu kan være her til foreløbigt 2024, slutter han.

Victor Christiansson og resten af truppen spiller sæsonpremiere på søndag mod Lyngby BK. Køb billet til kampen på nfc.eventii.dk.