Seneste nyt

Nykøbing FC forlænger med Mathias Kristensen

af

Nykøbing FC har belønnet et flot forår med en ny kontrakt til Mathias Kristensen. Den nye kontrakt løber til sommeren 2021.

Med fem mål i 12 kampe, har Mathias Kristensen i den grad gjort sig bemærket i Nykøbing FC i den netop overståede forårssæson.

De flotte præstationer belønnes nu med en ny kontrakt løbende til 2021, og det glæder sportsdirektør Claus Jensen, at den høje angriber har præsteret på et højt niveau og at forlængelsen er kommet i stand.

– Vi er rigtigt glade for MK’s præstationer i foråret, hvor han har vist sin store målfarlighed og hvor han naturligt er blevet bedre og bedre gennem foråret i takt med kendskabet til vores måde at spille fodbold på og samspillet med holdkammeraterne har udviklet sig. Lige så vigtigt er det, at Mathias en kanon god fyr og han fra første dag i træning har vist den ild i øjnene for at blive bedre, der er en hjørnesten i NFC. Hans tilstedeværelse i feltet og hans rolle i det opbyggende spil er på meget højt niveau, og jeg er utroligt glad for, at vi nu har forlænget samarbejdet frem til 2021, siger Claus Jensen.

Et fantastisk sted at være

Mathias Kristensen kom til Nykøbing FC i vinter og efter et par fine træningskampe, blev han hevet ind på en halvårig kontrakt.

Nu glæder angriberen sig til at fortsætte med at vise sig frem i Nykøbing FC, som han allerede er blevet rigtig glad for at være hos.

– Jeg er utrolig glad for, at jeg får muligheden for at være i den her klub i endnu to år. Nykøbing FC er et fantastisk sted at være, og jeg har i mit foreløbige halve år virkelig nydt at være her. Nu ser jeg frem til at fortsætte takterne fra efteråret og fortsætte med at gøre det, jeg er bedst til – at score mål, siger Mathias Kristensen, der har været imponeret af forholdene i Nykøbing FC.

– Rent menneskeligt kan jeg rigtig godt lide at være her, men professionelt er Nykøbing FC også et fremragende sted for mig. Jeg er meget imponeret over, hvor godt der trænes og forholdene for os spillere, så vi kan blive den bedste udgave af os selv.

Mathias Kristensen og resten af Nykøbing FC starter forberedelserne til den kommende sæson d. 20. juni.