Både Lars Pleidrup og Søren Christensen er blevet udstyret med en ny 1-årig kontrakt.
Det er med stor glæde, at vi kan offentliggøre, at Nykøbing FC har forlænget aftalerne med både anfører Lars Pleidrup og viceanfører, Søren Christensen.
Med sammenlagt 551 kampe for Nykøbing FC er det to spillere med klubben under huden, som nu også i det kommende år er at finde i NFC. Det glæder naturligvis manager Claus Jensen.
– Vi er utroligt glade for, at vi også i den kommende sæson kan råde over både Lars og Søren. De er begge kulturbærere i klubben, og med deres fantastiske lederegenskaber går de forrest til hver eneste træning og kamp. De er ekstremt vigtige for kulturen og træningsmiljøet i klubben, og de spiller en stor rolle på vores unge hold, siger Claus Jensen.
I Nykøbing FC satser vi på landsdelens egne talenter, og det er derfor alfa og omega, at der er nogle de unge drenge kan læne sig opad.
– Vi har stor fokus på, at der omkring den professionelle fodbold og talentudviklingen i NFC er trænere, ledere og spillere med erfaring fra topfodbold, som alle er passionerede omkring at bruge og give den erfaring videre. Her passer Søren og Lars perfekt ind. De er NFC’ere i hjertet og evner begge at give den erfaring videre til de unge spillere i klubben, slutter Claus Jensen.
Lars Pleidrup og Søren Christensen står foreløbigt noteret for henholdsvis 392 og 159 kampe.