Målmand Jannich Storch er også det kommende halvandet år en del af Nykøbing FC, da hans aftale er forlænget til sommeren 2022.
Jannich Storch kom til Nykøbing FC i januar 2019, og han har siden noteret sig for 36 kampe i NFC-trøjen.
Manager Claus Jensen glæder sig over forlængelsen.
– Jannich har gjort det rigtig godt for os, er meget ambitiøs og arbejder målrettet hver eneste dag og udvikler hele tiden sit spil. Jeg glæder mig meget over, at Jannich fortsat er en del af NFC, siger han.
Jannich Storch: Vild med at være i NFC
Hovedpersonen selv er naturligvis også glad for sin forlængelse, og det skyldes ikke mindst, at han over de seneste små to år, er blevet rigtig glad for at være i Nykøbing FC.
– Jeg er både glad og stolt over, at jeg har skrevet under på den her kontrakt. Jeg har hele tiden været rigtig glad for at være i NFC, men klubben er virkelig også kommet under huden på mig. Jeg er vild med klubbens filosofi, miljøet og at være en del af den rejse som, vi stadig er på, siger Storch.
Storchs nu tidligere kontrakt stod til at udløbe ved årsskiftet, men der var ingen stress og jag med at kigge sig om efter andre muligheder fortæller målmanden.
– Jeg har længe været i en god dialog med klubben, så vi vidste, hvor vi havde hinanden. Jeg havde kun en forlængelse med Nykøbing FC i tankerne, så det er selvsagt dejligt, at vi nu også rent formelt har fået papir på det, siger en tydeligt glad Storch.
Målmanden havde en blandet efterår med mange kampe, hvor han holdt buret rent, men det var også et efterår, hvor han kæmpede på skadesfronten.
Nu ser målmanden dog fremad – både personligt og for holdet.
– Selvom jeg har været lidt skadet, har det jo været et fantastisk efterår. Personligt startede sæsonen rigtig godt med en masse clean sheets, hvorefter jeg så har været en del skadet. Når drengene har præsteret, som de har gjort på banen, så gør det dog situationen lidt lettere, fortæller Storch inden, at han dog samtidig fortæller om en stor sult for at komme tilbage.
– Jeg glæder mig helt vildt til at kunne spille igen og være en del af den her fantastiske sæson, som vi er i gang med, og som vi til foråret skal gøre færdigt, slutter han.
Jannich Storchs nye kontrakt løber til sommeren 2022.