Seneste nyt

Nykøbing FC fightede tre point hjem til Lolland-Falster

af

Nykøbing FC sikrede sig via en sen scoring af Mikkel Dahl en vigtig 1-0-sejr over Thisted på en dag, hvor der blev fightet til den store guldmedalje.

Nykøbing FC havde denne weekend taget den lange tur til Thy, hvor Thisted FC ventede i Sparekassen Thy Arena. Lad det bare være sagt med det samme – det var ikke champagnefodbold, der blev spillet på den svære bane i Nordjylland.

I stedet var der fight for alle pengene, og det var tydeligt, at begge hold ville slås for de tre point.

Første halvleg bød derfor ikke på mange chancer, men den første tilfaldt Nykøbing FC efter 10 minutter. Emil Holten fandt flot Søren Christensen i dybden, men 10’erens afslutning fra den spidse vinkel blev reddet af den fremadstormende målmand. I samme ombæring røg bolden dog lig udenfor hjemmeholdets felt, hvor Mads Kaalund afsluttede fladt. Igen var målmanden dog vågen på stregen.

Herfra var det primært hårde tacklinger, gode defensive aktioner og uforløste angreb, der var at berette om i 1. halvleg.

Nykøbing FC sluttede dog bedst af med to fornuftige tilbud ved Joachim Wagner og Emil Holten, men en god redning og en blokering tæt under mål holdt stillingen til 0-0 ved pausen.

Efter pausen kom der anderledes gang i kampen. Efter 53 minutter erobrede Emil Holten flot en bold for fødderne af en Thisted-forsvarsspiller, hvorfor han løb mod mål. I sidste ende blev vinklen dog for spids til en afslutning, hvorfor angriberen spillede bolden ind foran mål. Desværre endte bolden uden modtager, hvorfor kuglen trillede hele vejen gennem feltet langs med det tomme mål.

Herfra tog Thisted over, og Nykøbing FC skal være glade for, at Sebastian Olsen stod en fantastisk kamp i buret.

Sakari Tukiainen har vist fin form for Thisted på det seneste, og angriberen begyndte med en halv time igen da også at vise tænder. Angriberen slap igennem i venstresiden, og kun en heroisk blokering tæt under mål af Kasper Jensen forhindrede en føring til hjemmeholdet. Blokeringen dumpede ud for fødderne af Christian Kudsk, hvis afslutning sneg sig forbi Olsens mål.

De to samme Thisted-spillere havde efter 65 minutter igen bud efter et mål, men store redninger af Sebastian Olsen på blandt andet et ekvilibristisk saksespark betød, at Nykøbing FC holdt sig inde i opgøret.

Nykøbing FC fik afværget Thisted-stormen og kom som anden halveg skred frem mere på bolden. Alligevel fik Thisted dog et fint tilbud ved Marcus Solberg, men Sebastian Olsen kom igen flot ud og fik reddet.

Minuttet efter kom NFC til en chance efter en dødbold, hvor bolden endte for fødderne af Mathias Tauber på kanten af Thisteds felt. Taubers afslutning med venstreskøjten gik dog lige forbi mål.

Dermed lignede det længe en nulløsning, men to minutter inde i overtiden kom Nykøbing FC-forløsningen.

Mads Kaalund smed en bold op mod Mikkel Dahl, og den indskiftede angriber fangede Thisted-målmanden på mellemhånd, hvorfor han kunne lobbe bolden i en høj bue over målmanden.

Sparekassen Thy Arena stod stille i et par sekunder inden, at bolden langt om længe akkurat dumpede ned på den rigtige side af målstregen op hoppede op i nettaget.

Kort efter blev kampen fløjtet af, hvorfor Nykøbing FC kunne tage en hårdt tilkæmpet 1-0-sejr med hjem til Lolland-Falster.

Thisted FC – Nykøbing FC

29. spillerunde i NordicBet Ligaen.

5. Maj 2019, Sparekassen Thy Arena 13:45.

0-1, Mikkel Dahl (90+2)

Nykøbing FC: Sebastian Olsen, Chris Thorsheim, Kasper Jensen, Mathias Tauber, Lars Pleidrup, Mads Kaalund, Mathias Thrane, Søren Christensen (65. Mikkel Dahl), Joachim Wagner, Mathias Gehrt (79. Mathias Kristensen), Emil Holten.