Seneste nyt

Nykøbing FC er i finalen ved Belt Cup 2018

af

Med fire point i to kampe mod henholdsvis Eutin 08 og Lolland-Falsters Allstars spillede Nykøbing FC sig lørdag i finalen ved Belt Cup 2018.

Lørdag startede Belt Cup 2018, og der var to kampe af 45 minutters varighed på programmet for Nykøbing FC.

Nykøbing FC var havnet i Gruppe 2, hvor tyske Eutin 08 og et sammensat hold fra Lolland-Falster var modstanderne.

Først på programmet var tyskerne, og her stod der Nykøbing FC på det meste. Eutin 08 havde svært ved at komme på bolden, imens Nykøbing skabte masser af chancer. Ind ville bolden dog ikke. Tættest på var Mikkel Dahl, da han fik afvist et hovedstød på stregen af en Eutin-forsvarsspiller.

Nykøbing FC’s første kamp forblev derfor 0-0, hvorfor der var pres på forud for dagens anden kamp.

Gruppens anden kamp var nemlig endt med en 5-2-sejr til Eutin 08 over Lolland-Falster Allstar, hvorfor Nykøbing FC skulle vinde med fire eller flere mål for at sikre sig finalepladsen.

Nykøbing FC roterede størstedelen af spillerne i forhold til kampen mod Eutin 08, og det var derfor et friskt mandskab, der skulle sikre finalepladsen.

Kampbilledet var fra første fløjt relativt ensformigt, og der stod Nykøbing FC på det hele.

Efter 10 minutter fik Nykøbing FC tilkendt et straffespark, og det tog Joachim Wagner sig af med stor sikkerhed. Det næste kvarters tid blev al den skarphed, der var blevet forsømt i den første kamp, fundet frem.

Joachim Wagner tegnede sig for endnu to, ligesom både Sigurd Schøndorf og Søren Christensen også kom på tavlen i løbet af kampen. Sidstnævnte via et flot langskud.

Værd at bemærke var det også, at en velspillende Mads Kaalund tegnede sig for hele tre assists i 5-0-sejren.

Sejren betød, at Nykøbing FC tog førstepladsen i Gruppe 2, hvorfor den søndag står på finale mod hjemmeholdet fra VfB Lübeck.

Kampen spilles 14:20 og kan følges via vores liveopdatering på Facebook.