Nykøbing FC kan med stor glæde meddele, at vi via NFC Samfund har samlet 40.000 kroner ind til Dansk Folkehjælps Julehjælp. Pengene går ubeskåret til familier, der har brug for en hjælpende hånd i juletiden – og resultatet er skabt gennem en måneds intensiv indsamling båret af hele NFC-fællesskabet.
I løbet af de seneste uger har fans, partnere, tidligere spillere, ansatte og ikke mindst Primagruppen bidraget med imponerende generøsitet. Det samlede beløb er et tydeligt bevis på, at fodbold kan være meget mere end det, der sker på banen – det kan samle mennesker om noget, der gør en reel forskel.
En vigtig del af vores identitet
Hos Nykøbing FC er det helt centralt, at vi som klub tager ansvar i vores lokalområde, og fodbolddirektør Claus Jensen udtrykker stor stolthed over, at indsamlingen nåede et flot beløb.
– Vi er utrolig glade for, at vi sammen har kunnet samle 40.000 kroner ind til Dansk Folkehjælp. For os handler NFC Samfund om at være noget for andre, om at række ud, når vi kan, og om at bruge vores fællesskab til at skabe værdi, også uden for stadion. Julehjælp rammer direkte ind i det, vi står for: at give børn og familier i vores lokalområde en bedre og mere tryg jul. Vi glæder os allerede nu til at fortsætte det gode samarbejde med Dansk Folkehjælp, siger Claus Jensen.
Overrækkelse ved julearrangement
Dansk Folkehjælps generalsekretær, Mirka Mozer, gæstede tirsdagens Julehygge-arrangement i MSE Loungen, hvor hun fik overrakt en check på 40.000 kroner. Her fortalte hun om betydningen af Julehjælpen og om, hvordan donationer som denne er helt afgørende for at hjælpe udsatte familier igennem højtiden.
Tak til alle, der bidrog
Indsamlingen er kun lykkedes takket være de mange bidragsydere, der har valgt at støtte op. Vi skylder en stor og hjertelig tak til:
- Fans og frivillige
- Partnere og aktionærer
- Tidligere spillere og ansatte
- Primagruppen, der med en markant donation var med til at løfte beløbet helt op på 40.000 kroner
Hver eneste krone tæller – og hver eneste donation viser styrken i NFC-fællesskabet. Tak!
#SuccesSkabesSammen #NFCSamfund
Foto BetaMy

