Seneste nyt

Nykøbing FC delte med Thisted i CM Arena

af

Chancerne manglede ikke, men ind ville bolden ikke mere end én gang, hvorfor Nykøbing FC måtte nøjes med 1-1 hjemme mod Thisted.

Det var et revanchelystent Nykøbing FC-mandskab, der i eftermiddag fik besøg af Thisted FC i CM Arena. Væk skulle pletten fra sidste weekend vaskes, og det skulle gå ud over dagens gæster fra Nordjylland, hvem man besejrede i 2. spillerunde med 2-0.

Det startede da også ganske udmærket, da Lars Pleidrup allerede efter to minutter modtog et fint indlæg fra Emil Holten. Anføreren afsluttede resolut mod det lange hjørne, men bolden strøg et stykke over mål.

Den gode start dog afløst af en god Thisted-omstilling, hvor Andreas Heimer endte med at være fri foran Sebastian Olsens mål. Heimer omsatte muligheden stensikkert til en tidlig Thisted-føring.

Nykøbing FC hankede herefter op i sig selv, og resten af første halvleg var nærmest spil til ét mål, hvor flere NFC-spillere bød sig til for at udligne stillingen. Chris Thorsheim, Lars Pleidrup og Emil Holten havde de mest nærgående forsøg inden, at den lille forløsning kom kort før pausefløjt.

Søren Christensen tog et godt træk ind i Thisted-feltet, hvorefter der blev gået i ryggen på ham. Dommeren tøvede ikke, men fløjtede prompte for straffespark.

Emil Holten var hurtig til at tage bolden til sig, og han omsatte straffesparket usvigeligt sikkert, hvorfor holdene kunne gå til pause med en 1-1-stilling.

Efter pausen fortsatte Nykøbing FC, hvor de slap og efter 55 minutter var det da også tæt på at munde ud en scoring til 2-1. Søren Christensen og Mathias Gehrt kombinerede flot i venstresiden inden, at Mads Kaalund trykkede af fra kanten af feltet.

Afslutningen havde retning mod netmaskerne, men en årvågen Thisted-spiller fik i sidste øjeblik sparket bolden væk tæt på mållinjen, hvorfor stillingen stadig var 1-1.

Thisted kom herefter i en periode bedre med i opgøret, men med 20 minutter igen var det alligevel Chris Thorsheim, der var tæt på at kunne score det forløsende føringsmål til 2-1. Denne gang hev Thisted-målmanden dog en fremragende redning ud af ærmet.

Gæsterne ville i slutfasen også lege med, og med et kvarter igen måtte Sebastian Olsen kigge langt efter et hovedstød fra bagerste stang. Heldigvis sneg bolden sig forbi stolpen i stedet for i netmaskerne.

Tættest på sejren var Nykøbing FC dog, da Mathias Gehrt 10 minutter før tid fik serveret en flot aflevering fra Kasper Jensen midt for målet. Gehrt forsøgte sig med en flad afslutning, men igen var målmanden klar på stregen, hvorfor 2-1-scoringen aldrig kom.

Kampen sluttede derfor 1-1 efter en yderst chancerig og underholdende kamp i CM Arena.

Nykøbing FC – Thisted FC

28.10.18, NordicBet Liga 15. runde.

13:45 i CM Arena.

Nykøbing FC (4-3-3) Sebastian Olsen, Kasper Jensen, Gustav Kjeldsen, Mathias Tauber, Lars Pleidrup, Jordan Wilson, Mads Kaalund (84. Martin Svensson), Søren Christensen, Mathias Gehrt, Chris Thorsheim (78. Mikkel Dahl), Emil Holten.