
Topholdet fra Thisted FC blev søndag besejret med 1-0 efter en yderst disciplineret indsats.
Lerpytter Stadion har tidligere dannet ramme om et stort Nykøbing FC-øjeblik, og søndag eftermiddag blev endnu et tilføjet den liste.
Det var ellers noget af en opgave som Jens Olsens mandskab stod overfor, da Thisted FC før dagens opgør toppede rækken og generelt var sprængfyldt af selvtillid.
Det startede da også bedst for hjemmeholdet, der allerede efter et minut kom frem til en ganske fornuftig chance. Afslutningen mod det lange hjørne manglede dog snært og Sebastian Olsen kunne holde bolden uden de store problemer.
Herefter kunne man frygte, at Thisted ville mose på, men i stedet gik kampen hen og blev en lidt rodet affære, hvor hård fight var i centrum.
Det var derfor ikke ligefrem ufortjent, da Martin Svensson serverede et knivskarpt indlæg til bagerste stolpe, hvor Nicolai Jessen stod klar og resolut sparkede bolden op i nettaget.
Oppe med 1-0 kunne man forvente et offensivt modsvar fra værterne, men en yderst solid og disciplineret NFC-defensiv lukkede i første halvleg fuldstændig den ellers giftige Thisted-offensiv ned.
Kort før pausefløjt kom Nicolai Jessen frem til en omstillingsmulighed, men den sidste skarphed manglede i denne omgang, hvorfor Nykøbing FC måtte nøjes med at gå til pause med en 1-0-føring.
Thisted FC kom aggressivt ud til anden halvleg, og det gav en noget mere chancerig halvleg i begge ender af banen.
Kort inde i anden halvleg kom Emil Holten således alene igennem med målmanden, men Thisted-keeperen hev en flot refleksredning ud af ærmet. Returen røg ud til Mads Kaalund, der dog måtte se sin afslutning blokeret til hjørnespark.
Minuttet efter var Mads Kaalund, der var blevet skiftet ind i pausen, atter på spil. Først forsøgte han sig med et kvalificeret spark fra distancen, og kort efter snød han en Thisted-forsvarsspiller på baglinjen, hvorefter de sidste marginaler dog manglede.
Herefter begyndte Thisted at sværme mere og mere rundt om Nykøbing-feltet, og også dødboldene blev langsomt mere giftige mod Sebastian Olsens mål.
Efter en times spil headede Thisted således første snært forbi den ene stolpe efter en dødbold, hvorefter Sonny Jacobsen slap igennem i en friløber. Sebastian Olsen hev dog på flotteste vis en redning ud af ærmet.
Herefter vågnede Nykøbing FC dog atter op til dåd og i 10 minutter efter den store chance kom både Jakob Bonde og indskiftede Sebastian Koch frem til store chancer uden dog at øge føringen.
I kampens sidste kvarter satte Thisted turbo på og via direkte spil satte de Nykøbing FC under stort pres. Forsvaret og Sebastian Olsen forsvarede sig dog forbilledligt og hjemmeholdet blev kun for alvor farlige på dødbolde, hvor de var tæt på af et par omgange.
Ind ville bolden dog heldigvis ikke for topholdet, hvorfor Nykøbing FC kunne give Thisted deres første nederlag siden slutningen af august.
NordicBet Ligaen.
Søndag d. 22. oktober 2017.
14:30 på Lerpytter Stadion
Thisted FC – Nykøbing FC
0-1 (0-1)
0-1, Nicolai Jessen (15)
Nykøbing FC (4-3-3): Sebastian Olsen, Chris Thorsheim, Kasper Jensen, Jakob Bonde, Mads Delord, Jordan Wilson, Søren Christensen (78. Jan Berner), Lars Pleidrup, Nicolai Jessen (70. Sebastian Koch), Martin Svensson (45. Mads Kaalund), Emil Holten.