Det er med stor glæde, at vi kan offentliggøre, at Nykøbing F. Svane Apoteket øger engagement i Nykøbing FC som toppartner og samtidig bliver en del af investorkredsen, der tæller flere lokale profiler.
Nykøbing F. Svane Apoteket har i mange år været en trofast og vigtig støtte for Nykøbing FC, og nu udvides det stærke samarbejde. Apoteket øger nemlig sit engagement i klubben, fortsætter som toppartner og er samtidig blevet en del af den investorkreds, der i fællesskab har skudt over fem millioner kroner ind i klubben i forbindelse med den seneste aktieemission.
Hos Nykøbing FC vækker det stor glæde, at en stærk lokal aktør som Nykøbing F. Svane Apoteket nu både bakker op kommercielt og investeringsmæssigt.
– Nykøbing F. Svane Apoteket og Betina Kjær Hansen er blandt klubbens stærkeste støtter, og vi er enormt stolte over, at de nu også er en del af investorkredsen. Betina er en markant og vellidt erhvervsprofil i området, og hendes tillid til klubbens projekt betyder meget for os. Det er netop det lokale ejerskab og engagement, der gør forskellen, udtaler bestyrelsesformand i Nykøbing FC, Rasmus Nagel.
Ejeren af Nykøbing F. Svane Apoteket, Betina Kjær Hansen, understreger, at engagementet i NFC handler om mere end sport – det handler om at bidrage til det lokalsamfund, hun føler sig dybt forankret i.
– Jeg lægger stor vægt på at give tilbage til den landsdel, hvor jeg har drevet min virksomhed siden 2008. For mig er det en hjertesag, og det er naturligt at bakke op om et lokalt projekt som Nykøbing FC, som både har ambitioner og en stærk betydning for hele området, fortæller Betina Kjær Hansen, som i forvejen har mere end 20 år som partner i moderklubben, hvor partnerskabet har drejet sig om pigefodbold – her har Betinas tre egne døtre desuden alle spillet.
Nykøbing F. Svane Apoteket er det største apotek på landsdelen og fungerer som vagtapotek – og holder dermed åbent hver dag året rundt, også på helligdage. Det er en privat virksomhed, ejet og drevet af Betina Kjær Hansen, der med stor faglighed og lokalkendskab har skabt en virksomhed, der i dag er en uundværlig del af det lokale sundhedsbillede.
Betina Kjær Hansen er opvokset i Gedser og er student fra Katedralskolen i Nykøbing Falster. Efter studier og flere ophold i udlandet vendte hun hjem til Falster, hvor det især var områdets kyststrækning og nærheden til naturen, der trak hende tilbage. I dag driver hun ikke bare en succesfuld virksomhed, men er også en aktiv medspiller i udviklingen af lokalsamfundet.
– Nykøbing FC’s 2030-strategi og visioner for klubben taler direkte ind i min egen tilgang til langsigtet værdi og fællesskab. Jeg tror på det projekt, klubben har lagt frem – og på at det, vi skaber sammen, kan være med til at løfte hele området, afslutter Betina Kjær Hansen.
Med Nykøbing F. Svane Apoteket ombord som både toppartner og investor står Nykøbing FC stærkere i arbejdet mod målet om en bæredygtig og ambitiøs fremtid – med hele landsdelen i ryggen.
#SuccesSkabesSammen
Foto: Ingrid Riis











