
For tredje kamp i streg spillede Nykøbing uafgjort, da det fredag aften blev til 1-1 ude mod HIK.
Fredag aften var Nykøbing FC taget nordpå for at byde HIK op til dans i Gentofte. Seneste møde bød på en forrygende 4-0-sejr til Nykøbing FC, men hjemme på HIK’s kunstgræs ventede en noget mere vanskelig opgave.
Det blev da også en noget tættere affære end ved seneste møde denne fredag aften.
Kampen startede med Nykøbing FC som de mest effektive hold på banens sidste tredjedel. Allerede efter to minutter kom NFC frem til kampens første chance, da en tilbagelægning mod HIK-målmanden fik en tand for lidt, og Lucas Nyman opfangede bolden. Midtbaneslideren kom dog ud i en spids position, hvorfor målmanden kunne gøre vinklen lille og finde en fin redning frem.
Boldbesiddelsen var nogenlunde jævnt fordelt i det følgende lille kvarter, men efter 14 minutter var det igen tæt på for NFC.
Denne gang via et godt gennemspillet angreb i venstresiden, hvor Marcus Hansen endte med at finde Oliver Svendsen inde foran kassen. Svendsen sendte en god afslutning afsted med indersiden, men målmanden fandt en stor redning frem.
Herefter blev HIK farligere, og efter godt 20 minutter kom de frem til deres første egentlige afslutning. Marco Brylov, som var tilbage mellem stængerne, greb dog afslutningen med stor sikkerhed.
Få minutter senere var hjemmeholdet igen farlige – denne gang på et indøvet frispark, der blev sat i gang kort og herefter sendt til bagerste stang. Her kom en HIK’er først på bolden, men afsluttede heldigvis over kassen.
Hjemmeholdet kom mere og mere på bolden, men NFC-defensiven stod stærkt og var farlige på omstillingerne.
Netop en omstilling strøg Benjamin Kold igennem i efter 34 minutter, og han fandt flot Emmanuel Ogude i HIK’s felt. Ogude svigtede ikke, men satte kassen usvigeligt sikkert i kassen til 0-1. Det var Emmanuel Ogudes første mål i NFC-trøjen.
Få minutter før tid var HIK tæt på et regulært drømmemål efter en afslutning fra noget, der lignede 30 meter. Marco Brylov fik dog akkurat vippet bolden over mål til hjørnespark.
Det blev ikke til flere mål i første halvleg, hvorfor Mikkel Thygesens tropper gik til pause med en 0-1-føring.
Der var dermed lagt op til en spændende anden halvleg, og den startede da også intenst med flere hårde dueller og knapt så kønt spil.
Karakteristisk for kampen skulle der derfor også et straffespark til for, at netmaskerne igen blafrede. Desværre var det hjemmeholdet, der blev tilkendt det og med stor sikkerhed omsatte tilbuddet fra 11-meter-pletten til scoring, hvorfor der nu stod 1-1 på måltavlen.
Det kneb i den efterfølgende periode for begge hold med at skabe åbne målchancer, men det var som om, at Nykøbing FC så bedre og bedre ud mod slutningen på kampen.
Efter 86 minutter kom Emil Wass frem til et godt tilbud i en lettere spids vinkel, men HIK-målmanden kom godt ud og fik reddet til straffespark. Nykøbing FC holdt godt fast i offensiven i de efterfølgende minutter, men det kastede desværre ikke flere chancer af sig.
I kampens tillægstid mente størstedelen af stadion, at der var hånd på bolden i HIK’s felt, men dommeren vinkede afværgende med armene. Minutter senere var NFC tæt på efter et frispark, men Mikkel Dahls afslutning tæt under mål blev desværre blokeret.
Det blev ikke til flere mål denne fredag aften, hvorfor Nykøbing FC for tredje kamp spillede 1-1.
Næste opgave for Mikkel Thygesens hold er næste fredag, hvor Ishøj venter i Lollands Bank Park.
HIK – Nykøbing FC
25.04.25 Kl. 19:00 i Gentofte Idrætspark
24. Spillerunde, 2. division.
1-1 (0-1)
0-1, Emmanuel Ogude (34 min)
1-1, Ukendt (62 min)
Nykøbing FC: Marco Brylov, Oscar Gärtig, Peter Ullum, Villads Mølgaard (22. Benjamin Kold), Oliver Svendsen, Laurits Jensen (80. Oliver Basse), Mikkel Basse, Oliver Angus, Lucas Nyman (61. Emil Wass), Marcus Hansen (61.Mikkel Dahl), Emmanuel Ogude (80. Rasmus Berner).