Seneste nyt

Nikolaj Bonde: NFC giver mig optimale rammer

af

Væggerløse-drengen Nikolaj Bonde har forlænget sin kontrakt med tre år, og det skyldes ikke mindst, at midtbanespilleren føler, at han har optimale udviklingsmuligheder i klubben.

Nykøbing FC og Nikolaj Bonde vil frem til 2023 fortsat have glæde af hinanden, da midtbanespilleren har forlænget sin kontrakt med tre år.

Den 19-årige midtbanespiller glæder sig til fremtiden i NFC.

– Det føles rigtig dejligt at have skrevet under på den her aftale. Jeg befinder mig rigtig godt i truppen, og trænerteamet er fantastisk. Jeg føler, at der er optimale rammer for at udvikle mig her, og det er også derfor, at vi har skrevet en lang aftale. Jeg glæder mig til mange gode og spændende år i NFC.

– Klubben har nu givet mig forudsætningerne for at udvikle mig, så nu er det op til mig selv. Jeg glæder mig til at komme ud og knokle på træningsbanen, og for alvor bide mig fast på et her hold, siger en stålsat Nikolaj Bonde.

Nikolaj Bonde blev denne sommer student fra sportslinjen på CELF, hvorfor han både har haft skole og fodbold at se til. Efter en kort sommerpause kan Bonde dog nu fokusere 100% på fodbolden, og det glæder han sig til.

– Jeg har haft skolen ved siden af indtil videre, og det har virkelig været fedt, at det har kunne lade sig gøre. Jeg synes, at min udvikling har været god, men nu ser jeg også frem til, at jeg kan fokusere 100% på fodbolden, så jeg kan rykke mig yderligere, fortæller Bonde.

Som lokal og tidligere ungdomsspiller i Nykøbing FC, har Nikolaj Bonde stærke følelser for klubben. Det glæder han sig til, at han kan lade komme til udtryk på banen.

– Jeg brænder for at komme ud og levere for Nykøbing FC. Jeg er vokset op på Lolland-Falster, og Nykøbing FC er min hjerteklub – det er her, jeg gerne vil bevise mit værd, slutter Bonde.

Nikolaj Bonde har foreløbigt spillet 12 kampe og scoret ét mål for NFC.